Fire kilometer kulørte lamper lyser op i Festugen

27.08.2019

Inspireret af årets plakatmotiv hænger NRGi og Aarhus Festuge fire kilometer lyskæde op i midtbyen under Festugen.

På plakaten til Aarhus Festuge 2019 tager kunstner Rose Eken udgangspunkt i et af sine yndlingsmotiver: Kabler med kulørte lamper. Det motiv har Aarhus Festuge i samarbejde med energiselskabet NRGi taget bogstaveligt og indkøbt fire kilometer lyskæde med kulørte lamper som en gave til byen.

I år kan Festugegæsterne således se frem til en særligt oplysende oplevelse, når de går ned ad Strøget, besøger Byparken eller kaster et blik op på et af byens helt store vartegn; Aarhus Rådhus. Publikum til den uofficielle åbning - koncerten TV·2 med gæster - kan se frem til en lysende afslutning, når lysene tændes fra scenen efter koncerten.

- Festugen har en stolt og ret unik tradition i hvert år at lade en ny kunstner fortolke temaet på årets plakat. I år giver plakaten mulighed for at kaste lys over byen helt konkret med kulørte lamper i forskellige farver, der symboliserer alle de små og store oplevelser, Festugen byder på, og jeg glæder mig til at se byen fra sin bedste og mest lysende side, siger Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge.

De fire kilometer lyskæde foræres til byen af NRGi og Aarhus Festuge, og de kan pryde byen i mange Festuger fremover. Hvor og hvordan, lyskæderne skal bidrage til den altid særlige Festugestemning i fremtiden, er endnu ikke på plads, men det glæder kommunikationschef Simon Karsø fra NRGi at være med til at skabe lys og glæde i byen i år:

- Vi er rigtig glade for med dette initiativ at kaste lys over Festugen. Som energiselskab vil vi gerne være med til at give Østjyderne masser af gode oplevelser, og vi håber at LED-lyskæderne vil gøre festugen endnu bedre at besøge for både børn og voksne.

Lyskæderne hænger hele Festugen igennem og forsynes af grøn strøm produceret af vindenergi.

Se hvordan det så ud, da lyskæderne blev hængt op over strøget.