Hvad er forskellen på en hybridbil og en plug-in hybridbil?
En hybridbil og en plug-in hybridbil er to vidt forskellige typer biler, og i modsætning til elbiler kører hybridbiler og plug-in hybridbiler på en blanding af benzin og el. Bliv klogere på forskellen mellem de to typer herunder.
En hybridbil oplader automatisk
En hybridbil har en benzintank og et batteri, og dette betyder, at den både kører på benzin og elektricitet. En hybridbil vælger selv, hvornår den kører på enten el eller benzin, og bilen oplader helt automatisk, når den kører, ved hjælp af bilens bevægelse og genbrugt energi - eksempelvis fra en opbremsning. En hybridbil kører ikke langt på el alene, men elmotoren er i stedet en supplerende hjælp til benzinmotoren ved især acceleration og igangsættelse.
Brug en ladeboks til din plug-in hybridbil
En plug-in hybridbil minder om en almindelig hybridbil på mange punkter, men den adskiller sig ved sin større batteripakke. Bilen kan altså køre længere på el alene, men den væsentligste forskel mellem de to typer er opladningsmetoden.
Hvor en hybridbil oplader helt automatisk, når bilen kører, har en plug-in hybridbil både en intern og ekstern opladningsmulighed. Den oplader altså også automatisk, når bilen kører, men den lader også, når du tilslutter bilen til enten en ladeboks eller en ladestander - præcis ligesom med alle elbiler. Når vi taler om ladning af hybridbiler, så er det derfor plug-in hybridbiler, vi mener.