FORSTÅ VIRKSOMHEDENS ELREGNING
Som dit elselskab skal vi opkræve betaling for alt det, der hænger sammen med køb og levering af strøm til din erhvervsadresse. Vi opkræver derfor også betaling på vegne af staten og dit netselskab – dem, der ejer ledningsnettet og elmålerne i virksomhedens område.
Det hele er samlet på én elregning, som kan være svær at finde rundt i. Her på siden finder du derfor en guide, der forklarer de enkelte poster på virksomhedens elregning.
EKSEMPEL PÅ REGNING FRA NRGi ELSALG

Afregningsperiode
Den periode, regningen dækker
Forbrug til fakturering
Virksomhedens elforbrug i den ovennævnte periode.
Har virksomheden ikke en fjernaflæst måler, baseres elregningen på et forventet forbrug. Når vi får en aflæsning og kender det faktiske forbrug, korrigerer vi for det, du tidligere har betalt for lidt eller for meget.
Markedsel
Linjerne under overskriften Markedsel dækker betaling for selve strømmen, som virksomheden køber hos os (NRGi Elsalg).
Abonnement
Det dækker omkostninger til administration, afregning osv. Abonnementet er det samme, uanset hvor meget strøm virksomheden bruger.
NRGi Erhverv Fast
Navnet på virksomhedens elaftale og betaling for den strøm, vi køber på elbørsen. Navnet varierer, alt efter hvilken elaftale du har valgt.
Transport, PSO og afgift
Linjerne herunder er diverse skatter og afgifter, som vi opkræver på vegne af staten. Beløbene viderefaktureres til virksomheden uden tillæg.
Elafgift
Elafgift er en statslig afgift, som alle elkunder betaler. Elafgiften betales pr. kWh, som virksomheden bruger i den periode, regningen dækker.
De fleste momsregistrerede virksomheder kan som hovedregel få skattefradrag for en del af elafgiften. Læs mere om skattefradrag for elafgift.
PSO-tarif
PSO-tarif er en lovpligtig betaling til staten, der bruges til at fremme miljøvenlig elproduktion og forskning og udvikling på elområdet. PSO-tarif betales pr. kWh, som virksomheden bruger i den periode, regningen dækker.
Regeringen har indgået en aftale om at udfase af PSO-tariffen fra 2017 til 2022, så støtten til vedvarende energi fremover finansieres over finansloven.
Balancetarif for forbrug
Balancetarif for forbrug er en afgift til Energinet, der er ejet af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Balancetariffen betales pr. kWh, som virksomheden bruger i den periode, regningen dækker.
Systemtarif
Systemtarif dækker de omkostninger, staten har til reservekapacitet mv. Systemtarif betales pr. kWh, som virksomheden bruger i den periode, regningen dækker.
Transmissions nettarif
Transmissions nettarif dækker Energinets omkostninger ved det danske forsyningsnet. Transmissions nettarif betales pr. kWh, som virksomheden bruger i den periode, regningen dækker.
Opkrævning for netselskabet
Beløbene herunder er betaling til netselskabet for transport af din strøm og drift og vedligeholdelse af elnettet. Vi opkræver betalingen på vegne af dit netselskab – dem, der ejer elnettet og elmålerne i dit område. I eksemplet er netselskabet KONSTANT NET A/S. Beløbene viderefaktureres til virksomheden uden tillæg.
Nettarif C skabelon
Nettarif dækker betaling til dit netselskab for drift og vedligeholdelse af elnettet. Nettariffen betales pr. kWh, som virksomheden bruger i den periode, regningen dækker.
Nettariffen bliver bestemt af virksomhedens årlige forbrug. I vores eksempel står der nettarif C (årligt forbrug på under 200.000 kWh), men benævnelsen kan variere fra netselskab til netselskab.
Rabat på Nettarif C skabelon
En rabat på nettariffen, som nogle netselskaber giver til forbrugerne i deres netområde.
Net abo C forbrug skabelon
Abonnement til dit netselskab.
Rabat på net abo C forbrug skabelon
En rabat på abonnementet, som nogle netselskaber giver til forbrugerne i deres netområde.
Betalingsgebyr
Et gebyr, virksomheden betaler pr. regning, hvis den ikke er tilmeldt Betalingsservice eller EAN-fakturering. Tilmeld automatisk betaling her.
Korrektioner
Her korrigerer vi for det, du tidligere har betalt for lidt eller for meget. Har virksomheden ikke en fjernaflæst måler, baseres elregningen på et forventet forbrug. Når vi får en aflæsning og kender det faktiske forbrug (typisk én gang om året), korrigerer vi, så du betaler for det, virksomheden rent faktisk har brugt.