Bæredygtighed er blevet mere end et buzzword.
Det er blevet et grundvilkår for vækst og udvikling.
I disse dage afholdes MIPIM i sydfranske Cannes, og bæredygtighed er, som de seneste år, et centralt tema i både taler på konferencen og i de mange dialoger på netværksevents rundt omkring i byen.
Vi står over for den store opgave at transformere vores ejendomsmasse, så den fremover bliver mere bæredygtig. Den bevægelse bliver særligt drevet af to EU-direktiver, Bygningsdirektivet og EU-taksonomien. Lidt forsimplet kan man sige, at man med de to direktiver driver den bæredygtige omstilling frem med pisken.
Et af de samtaleemner, der går igen i disse dage på MIPIM er, om der også er en økonomisk gulerod ved den bæredygtige omstilling.
Til det kan vi helt klart svare ja.
Der ligger nemlig en klar businesscase i bæredygtige investeringer i ejendomsmassen. Derfor er det vigtigt, at vi får skabt en klar rød tråd mellem direktiver, optimeringer af ejendomsporteføljen og i sidste ende den gode forretning.
Om bygningsdirektivet
Bygningsdirektivet (også kendt som Energy Performance of Buildings Directive, EPBD) har det overordnede mål, at ingen ejendomme i 2050 må udlede drivhusgasser, og at alle ejendomme skal bruge mindst muligt energi.
Vejen til at nå målet indbefatter blandt andet, at erhvervsejendomme ifølge en minimumsstandard skal ligge over de 16 procent, der har den dårligste energimæssige ydeevne inden 2030 og over 26 procent inden 2033.
EU-lovgivningen er endnu ikke omsat til dansk lovgivning, og derfor kender vi endnu ikke de præcise konsekvenser af ikke at overholde den.
Vi forventer dog, at det bliver lovpligtigt, at en ejendom ikke må have et energibehov, der overstiger den fastsatte grænse, på samme vis som det i dag er lovpligtigt at have et gyldigt energimærke på sin ejendom ved salg og udlejning. I princippet betyder det, at en ejendom risikerer at blive uomsættelig, hvis den ikke lever op til denne minimumsstandard.