Artikel

Lysstofrør udfases: Kun få virksom­heder har opdaget det


Til august bliver de mest almindelige lysstofrør - T5 og T8 - udfaset i Danmark, som følge af nye EU-regler.

Lysstofrør i en fabrik

Inden længe vil det ikke være muligt at købe lysstofrør af typen T5 og T8.

Til august betyder nye EU-regler, at de mest almindelige lysstofrør udfases i Danmark.

Men ifølge vores landsdækkende elinstallatør, ELCON, er der ikke mange virksomheder, der har opdaget det endnu.

Og det er selvom data peger på, at der skal udskiftes belysning i bygninger på minimum 18 millioner kvadratmeter.

Når sommeren for alvor er over os, vil ny EU-lovgivning nemlig betyde, at det ikke længere er tilladt for grossister at købe nye lysstofrør af typen T5 og T8, som er de mest almindelige i Danmark. Og når grossisternes lagre er tomme, er det således slut med salget i Danmark.

“Du kan godt undvære et par armaturer i en stor bygning, men så snart det bliver et lidt større antal, så begynder advarsels­lamperne at blinke”
Lars Rasmussen Servicechef i ELCON, Slagelse
Lysstofrør i loftet

Der er flere fordele ved at udskifte virksomhedernes lysstofrør med LED-belysning.

Farlige og miljøskadelige stoffer

De nye regler skyldes, at de gamle lysstofrør indeholder farlige og miljøskadelige stoffer, samt at nye lyskilder er langt mere energieffektive.

Derfor giver det mening både for private og virksomheder at få udskiftet lyskilderne og oftest hele armaturet, de sidder i.

"Alle tallene viser, at det giver mening at få skiftet, så snart man kan. Samtidig tikker uret jo også for virksomhederne. Du kan godt undvære et par armaturer i en stor bygning, men så snart det bliver et lidt større antal, så begynder advarselslamperne at blinke, når det gælder arbejdsmiljømæssige forhold såsom arbejdssikkerhed," siger Lars Rasmussen, der er servicechef i ELCON i Slagelse.

Til gavn for miljøet og økonomien

Et almindeligt lysstofrør har gennemsnitligt 8.000 brændetimer i sin levetid, mens LED-belysning har mellem 50.000 og 80.000 brændetimer og samtidig forbruger mindre energi.

Udskiftningen kommer således både til at gavne miljøet og pengepungen, da de nye varianter af lysstofrør både er billigere i drift, og man med de nye regler ifølge Energistyrelsen vil kunne spare miljøet for næsten 3 ton kviksølv frem mod 2035.

Ny belysning til 18 mio. kvadratmeter

På baggrund af offentlige energimærker, har vi her i NRGi regnet ud, at der minimum skal udskiftes belysning på 18 mio. kvadratmeter i danske bygninger.

Det er der bare ikke mange virksomheder, der har opdaget endnu, oplever den landsdækkende elinstallatør, ELCON, der er en del af NRGi-koncernen.

“Vi har udskiftet lysstofrør til LED hos en række virksomheder de seneste måneder, men det har aldrig været på kundens foranledning, for de ved ikke, de her regler kommer. Derfor har alle projekterne været for kunder, vi i forvejen samarbejder med og hvor vi har gjort opmærksom på den kommende ændring,” siger Lars Rasmussen.

Du kan læse mere om det kommende forbud mod de mest almindelige lysstofrør på Energistyrelsens hjemmeside.