Artikel

Investering: Vi opkøber syv vindmøller


Vi øger vores produktions­kapacitet af vindenergi med opkøbet af syv landvindmøller. Det skal imødekomme den stigende efterspørgsel efter vedvarende energi.

Efterspørgslen efter strøm fra vedvarende energikilder er stigende i de senere år.

Både i de almindelige husstande og hos virksomheder i hele landet.

Det mærker vi også her i NRGi, hvor vi netop har købt syv landvindmøller af en aktør i energibranchen for at styrke vores ejerskab af vedvarende energi.

”Vi er meget glade for denne aftale, der er med til at øge vores nuværende og fremtidige produktionskapacitet af vedvarende energi. Og vi glæder os til at overtage driften af vindmøllerne, så vi i endnu højere grad er på forkant med den stigende efterspørgsel efter strøm fra vindenergi,” siger Jakob Bundgaard, der er direktør i NRGi Renewables, som er ejet af NRGi og Sampension, og som er ansvarlig for udviklingen og driften af NRGi’s vind- og solcelleprojekter i hele landet.

Fokus på den grønne omstilling

Hos Sampension er man også tilfreds med den nye investering. 

”I Sampension har vi et stort fokus på at bidrage til den grønne omstilling gennem både ejerskab og nyudvikling af bæredygtige energiaktiver. Med denne transaktion via vores rigtig gode partnerskab med NRGi opnår vi øget volumen i NRGi Renewables porteføljen og endvidere også fremtidige potentialer for merudvikling,” siger Torbjørn Lange, ejendoms- og infrastrukturchef i Sampension, som tilføjer:

”Transaktionen vil samtidig bidrage med et godt afkast til vores pensionskunder, så vi er meget tilfredse med dette opkøb.” 

NRGi vindmøller i Tagmarken i Thy

Der er behov for investeringer i vedvarende energi, hvis vi skal gøre os fri af fossile brændsler.

Strøm til 93.000 husstande

De syv nyindkøbte vindmøller kan producere, hvad der svarer til 15.000 husstandes årlige strømforbrug.

Dermed kan vi nu forsyne 93.000 boliger med strøm fra egne vindmøller og solceller med en samlet produktions­kapacitet på 99,7 MW.

De syv danske vindmøller har en forventet restlevetid på mellem 15-25 år.

Jakob Bundgaard, direktør i NRGi Renewables

Jakob Bundgaard, direktør i NRGi Renewables, er glad for den seneste investering.

På udkig efter flere projekter

Her i NRGi er vi ikke færdige med at investere i projekter inden for vedvarende energi.

Det fortæller Jakob Bundgaard, som er åben for nye, spændende muligheder i hele landet.

”Vi ser ind i en fremtid, hvor der er behov for at forlade de fossile brændsler til fordel for bæredygtige energiformer. Her spiller sol- og vindenergi en afgørende rolle,” siger Jakob Bundgaard, som tilføjer:

”Vores mål er at bidrage til denne grønne omstilling, og vi arbejder løbende på projekter, der understøtter dette mål - både i form af udvikling af nye sol- og vindparker og gennem udbygning af driftsporteføljen gennem opkøb af eksisterende sol- og vindmølleparker. Herudover har vi et stærkt fokus på at sikre en effektiv anvendelse af den grønne strøm gennem sektorkobling og øget elektrificering i sektorer, som traditionelt er tunge på brugen af fossile brændsler.”