10 TING DU SKAL HUSKE, NÅR VIRKSOMHEDEN SKAL FLYTTE
Der er mange praktiske ting at holde styr på, når virksomheden skal flytte til nye erhvervslokaler eller kontorlejemål. I skal fx huske at melde flytning til dem, der ikke automatisk får besked gennem virk.dk, og I skal sætte skilte op på jeres nye adresse. Vi har samlet 10 af de vigtigste ting her.

TJEKLISTE TIL FLYTNING
1) Opdater virksomhedsadressen i CVR-registret
Du skal opdatere virksomhedens adresse på www.virk.dk. Når du har meldt flytning af virksomheden til CVR-registret, bliver der automatisk sendt besked til offentlige kontorer og til PostNord. De sørger for at videresende din post til din nye adresse i 6 måneder, hvis nogen sender noget til jeres tidligere adresse. Det gælder dog ikke for pakker.
2) Meld flytning, eller indgå nye aftaler
Mange steder får ikke besked automatisk, når du opdaterer virksomhedens adresse på virk.dk. Dem skal du selv kontakte og måske lave nye aftaler med. Det gælder for eksempel:
Forsyningsselskaber (el, vand, varme). Læs mere om, hvordan du melder flytning til os her.
Teleselskab (telefoni og bredbånd)
Alarm/vagtordning
Rengøring
Kontorartikler og -maskiner
Planteservice
Mad/kaffe
Abonnementer (aviser/magasiner)
Bank
Andre steder, der er relevant for jeres virksomhed?
Husk, at der gælder særlige regler for bl.a. beskatning, hvis virksomheden flytter til udlandet. Læs mere på www.skat.dk.
3) Aflæs forbrug, og tilmeld dig på din nye adresse
Din elmåler bliver automatisk aflæst af dit netselskab, derfor er det ikke nødvendigt selv at aflæse måleren. Husk dog at aflæse og indberette vand og varme for den adresse, du flytter fra. Hvis du ikke gør det, kan virksomheden komme til at betale for noget, I ikke bruger. Husk også at tilmelde virksomheden på en nye adresse, så det hele er klar, når I flytter ind. Læs mere og meld flytning på forsyningsselskabernes hjemmesider.
4) Gør de nuværende lokaler klar til aflevering
Tjek lejekontrakten, hvis I lejer lokaler, for at afklare, hvordan jeres nuværende lejemål skal afleveres. Kræver det evt. maling eller rengøring? Det kan nemlig tage noget tid at få i orden. Husk, at medarbejderne skal aflevere deres nøgler. Husk også at fjerne al skiltning og virksomhedens navn på postkassen.
5) Planlæg indretning og evt. istandsættelse af nye lokaler
Der kan være en del, der skal ordnes, før de nye lokaler er klar til brug. Det kan for eksempel være, at der skal styr på:
Maling
Renovering
Rengøring
Inventar (herunder eventuel støjdæmpning)
Nøgler til alle ansatte
6) Tjek og tilpas forsikringer
Når virksomheden flytter, kan det have betydning for virksomhedens police og forsikringspræmie. Sørg derfor for at kontakte jeres forsikringsselskab, så virksomheden får den rigtige forsikring og ikke betaler for noget, I ikke kan bruge.
7) Opdater adresse online og på tryksager
Jeres kunder og samarbejdspartnere skal nemt kunne finde jer, så noget af det første, I skal gøre, er at opdatere adressen på:
Hjemmesiden
Visitkort
Brochurer
Brevpapir og kuverter
8) Bestil flyttehjælp
En virksomhed har typisk rigtig mange ting og meget inventar. Sørg for at få god hjælp til at pakke ned og flytte det hele, så det også er nemt at gå til og pakke ud på den nye adresse.
9) Informer kunder, leverandører og samarbejdspartnere
Sørg for at informere grundigt om adresseændringen til kunder, leverandører og samarbejdspartnere. Det kan være i et nyhedsbrev, på en direkte mail, pr. brev eller hvordan I nu er i kontakt med kunder og samarbejdspartnere.
10) Få opsat skilte på den nye adresse
Det er vigtigt med nye skilte på den nye adresse, så både kunder, leverandører og samarbejdspartnere kan finde jer – og ikke mindst også PostNord.