Uforudsete udgifter til pludseligt opståede skader og ubemærket slitage, der medfører regninger for store renovationsprojekter.
Det kan blive virkeligheden for mange danske ejer- og andelsforeninger, der ikke har en drift- og vedligeholdelsesplan.
I en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for os og Gjensidige, svarer hver femte, der bor i en ejer- eller andelsforening, at deres forening ikke har en plan for vedligeholdelse og 40 % ved slet ikke, om de har det.
Øget risiko for uforudsete udgifter
Med andre ord risikerer flere end hver anden ejer- eller andelsforening at være helt uforberedte på store udgifter, hvis deres ejendom har brug for renovation eller udbedring af slitage.
“Det er meget alvorligt, at så mange ejendomme reelt styrer i blinde, og jeg kan kun opfordre til, at foreningerne tager det seriøst og får lavet en vedligeholdelsesplan. For uden den risikerer foreningen at stå med ekstremt store og uforudsete udgifter, der ofte kun kan finansieres gennem forhøjelser af fællesudgifterne,” lyder det fra Henrik Sagild, direktør for Skade i Gjensidige.
Han påpeger samtidig, at manglende vedligeholdelse og planlægning kan være med til at øge skadernes omfang:
“Det er desværre ikke unormalt, at vi fx ser store vandskader i ejendomme, hvor både de lodrette rør og faldstammerne for længst har overskredet ”sidste salgsdato”. Og selv om forsikringen ofte dækker mange skader, så kan man risikere at få nedslag i dækning eller helt afvist skaden, hvis det viser sig, at man har undladt at vedligeholde de essentielle installationer.”