Artikel
NRGi opkøber innovativ leverandør af ladeløsninger
Virksomheden Zapp ApS, som har specialiseret sig i at levere ladeløsninger og elaftaler til både private og virksomheder, bliver nu en del af NRGi-brandet.
Janus Mols (tv.), CMO og partner i Zapp, og Eric Scharnowski (th.), stifter og CEO i Zapp, samt resten af medarbejderne i virksomheden bliver nu en del af NRGi.
I dag kan vi med stor glæde offentliggøre opkøbet af Zapp ApS.
Opkøbet skal styrke vores position i bestræbelserne på at blive danskernes foretrukne leverandør af ladeløsninger, og det er ikke tilfældigt, at den Haderslev-baserede virksomhed nu bliver en del af NRGi.
Det forklarer Jacob Schmidt, markedsdirektør i NRGi.
“Zapp ApS er en spændende og stærk aktør i markedet, og vi ser et godt match mellem deres vision og vores ambitioner om at accelerere elektrificeringen af samfundet. Og der er ingen tvivl om, at vi står stærkere sammen,” siger Jacob Schmidt, som også fremhæver virksomhedens evne til at skabe innovative løsninger.
“De har på få år formået at skabe flere innovative løsninger, der er kommet landets elbilister til gode. Den viden får vi og vores kunder nu også glæde af, så vi sikrer en hurtigere udrulning af opladningsløsninger på tværs af landet – uanset om det er i carporten derhjemme eller ved landets virksomheder,” afslutter han.
“Vi ser et godt match mellem deres vision og vores ambitioner om at accelerere elektrificeringen af samfundet.”Jacob Schmidt Markedsdirektør i NRGi
Smilet er stort hos Jacob Schmidt, markedsdirektør her i NRGi, som glæder sig til at byde velkommen til Zapp.
“Vores fokus har altid været at levere kvalitetsløsninger og gode oplevelser til vores kunder, og vi har ledt efter en partner, som deler de samme værdier og mål. Det har vi fundet i NRGi.”Eric Scharnowski CEO og stifter af Zapp ApS
Fastholder stærke ambitioner
Hos Zapp ApS ser man frem til at blive en del af NRGi, og de muligheder, som det bringer med sig. Det fortæller Eric Scharnowski, CEO og stifter af virksomheden.
“Lige fra første dag har vi haft en stærk ambition om at skabe fleksible ladeløsninger og gennemsigtige elaftaler, der gør det nemt og trygt for landets elbilister at lade deres bil. Den ambition tager vi naturligvis med over i NRGi, og som en del af en større virksomhed får vi nu mulighed for at sætte endnu mere kraft bag vores visioner,” siger Eric Scharnowski, som også ser mange ligheder mellem de to virksomheder.
“Vores fokus har altid været at levere kvalitetsløsninger og gode oplevelser til vores kunder, og vi har ledt efter en partner, som deler de samme værdier og mål. Det har vi fundet i NRGi. Derfor er jeg overbevist om, at dette er det rette skridt for både Zapp ApS og vores kunder,” siger han.
Kunder hos både Zapp ApS, også kendt som Zapp Mobility, og deres elselskab, Zapp Energy, vil som en del af opkøbet blive overført til NRGi i den kommende periode. Virksomhedens medarbejdere kan samtidig se frem til at modtage 1.600 nye kolleger, når de bliver en del af NRGi-koncernen.