Artikel

Sådan vælger du den rette ejendomsmægler


Når du skal sælge din bolig, er valget af ejendomsmægler ikke bare en formalitet. Det er starten på et samarbejde, hvor kemi, tillid og faglighed skal gå hånd i hånd.

Valg Af Ejendomsmaegler Boligsalg

At sælge sin bolig er en af de største beslutninger, man træffer i livet.

Det handler ikke kun om kvadratmeter og salgspris – det handler også om følelser, minder og et nyt kapitel, der skal begynde. Derfor er det vigtigt, at du har en ejendomsmægler ved din side, som både ved, hvad de laver – og som forstår, hvad du står i.

Mægleren skal nemlig ikke kun være dygtig på papiret – de skal også få dig til at føle dig tryg, hørt og godt klædt på. Det er trods alt dem, der skal vise din bolig frem og forhandle på dine vegne.

Her får du tre konkrete råd, der kan hjælpe dig med at vælge den rigtige ejendomsmægler.

1. Spørg venner, familie og andre, du stoler på

Før du begynder at researche på nettet, så tag en runde blandt dem, du kender – og som kender dig. Måske har din nabo netop solgt og haft en god oplevelse. Eller en kollega har haft et samarbejde, de varmt kan anbefale – eller advare imod.

Jo flere erfaringer du kan lytte til og få glæde af, desto bedre.

Det giver dig et godt udgangspunkt, fordi du ikke kun hører om pris og salgsstatistik, men også om mæglerens tilgang og personlighed. Nogle mæglere er hurtige og resultatorienterede – andre giver sig tid og skaber overblik. Begge dele kan være godt, alt efter hvad du har brug for.

Spørg også ind til, om mægleren kender området. En mægler med lokalkendskab kan ofte ramme den rigtige pris, tale mere præcist ind i købernes behov – og have netværket til at finde de rigtige interesserede.

NRGi-rådgiver taler med boligejere om tilstandsrapport, elinstallationsrapport og energimærke

Skal du sælge din bolig?

Vi hjælper dig med at få styr på tilstandsrapport, elinstallationsrapport og energimærke. Trygt og professionelt. Ring 7020 8686 eller bestil online.

2. Mød dem i virkeligheden – og mærk efter

Når du har et par mæglere i kikkerten, så tag et møde med dem. En snak over telefonen eller en vurdering hjemme hos dig kan give dig meget mere, end en hjemmeside kan.

Lyt til din mavefornemmelse: Lytter de til dig? Forklarer de tingene tydeligt? Føles det som en god dialog – eller bare en hurtig salgstale?

Det er vigtigt, at du føler dig godt tilpas. For det er mægleren, der skal vise din bolig frem, repræsentere dig over for potentielle købere og rådgive dig undervejs. Det kræver både kemi og tillid.

Du vil selvfølgelig gerne have mest muligt for din bolig. Men hvis én mægler vurderer boligen væsentligt højere end alle de andre, kan det være værd at stikke en finger i jorden. En urealistisk høj udbudspris kan koste dig både tid og troværdighed, hvis du ender med at skulle sætte prisen ned senere.

Gå i stedet efter en realistisk vurdering og en ærlig mægler, der tør sige det, du måske ikke havde håbet at høre. Det er ofte dem, du får det bedste samarbejde med – og det bedste salg.

3. Spørg, hvordan de vil gribe netop dit salg an

Din bolig er ikke bare endnu en adresse – det er dit hjem. Og derfor bør salget også tilpasses netop din bolig og din situation.

Spørg f.eks. mægleren om: Hvem ser de som den oplagte køber? Hvordan vil de nå ud til dem? Hvor annoncerer de? Hvad gør de, hvis der ikke kommer interesse de første uger?

Du må gerne være nysgerrig og stille spørgsmål. Det er med til at vise, hvad der er vigtigt for dig. Og det giver dig et bedre indblik i, hvem ejendomsmægleren er.

Jo mere konkret og engageret mægleren er i forhold til netop din bolig, jo bedre. Det viser, at de har blik for detaljer, tænker strategisk og har fokus på at opnå det bedste resultat med lige netop din bolig.

Når alt kommer til alt, er det ofte mavefornemmelsen, der afgør, om det føles rigtigt. Og den skal du lytte til. For selv den mest erfarne mægler kan være det forkerte match, hvis ikke kemien er der.

Vil du læse mere?

Energimaerke Boligsalg

Energimærke ved boligsalg: Her er 5 ting, du skal vide

Skal du sælge bolig, er energimærket vigtigere, end du måske tror. Her er fem ting, du skal vide om mærket og dine muligheder.

02.05.2025

Tilstandsrapport Radgivning Nrgi Boligsalg

Guide til tilstandsrapporten: Skal du sælge din bolig?

Tilstandsrapporten kan virke som endnu et stykke papir i bunken. Men den spiller faktisk en vigtig rolle, når du skal sælge din bolig. Her får du overblik over det vigtigste.

07.05.2025

Byggeteknisk Gennemgang Nrgi Raadgiver Foersynsrapport

Førsynsrapport: Få overblik før tilstandsrapporten

En førsynsrapport giver dig overblik over boligens tilstand og mulighed for at udbedre fejl og mangler, før den officielle tilstandsrapport udarbejdes.

06.05.2025