Artikel

Utæt tagrende: Sådan repa­rerer du dine utætte tag­render


Er dine tagrender utætte? Så er det vigtigt, at du får dem fikset hurtigst muligt. Her er en trin-for-trin guide til, hvordan du selv kan reparere en utæt tagrende.

NRGi-rådgiver undersøger en tagrende

Hvorfor er det vigtigt at reparere en utæt tagrende?

En utæt tagrende kan føre til alvorlige fugtskader på dit hus, hvis den ikke bliver repareret hurtigt.

Vand, der løber ned ad murværket, kan nemlig trænge ind i vægge og fundament og forårsage skimmelsvamp, råd og strukturelle skader.

Utætte tagrender kan også skade boligens isolering, hvilket kan føre til højere varmeudgifter. Og når skaden først er sket, kan det blive både dyrt og besværligt at udbedre vand- og fugtskader.

En hurtig reparation af utæthederne i dine tagrender kan med andre ord spare dig for store udgifter og frustrerende fugtskader i fremtiden.

NRGi-rådgiver står på en stige

Gør det nemt for dig selv ved at finde de nødvendige redskaber frem, inden du går i gang med at reparere dine tagrender.

Det skal du bruge

For at reparere dine utætte tagrender skal du typisk bruge følgende værktøjer og materialer:

  • Stige: En stabil stige, der kan nå op til tagrenderne.
  • Handsker: For at beskytte dine hænder mod skarpe kanter og skidt.
  • Haveslange: Til at spule tagrenderne og identificere utætheder.
  • Lille graveske: Til at fjerne blade, grene og andet skidt fra tagrenderne.
  • Stiv børste: Til at rense området omkring utætheden.
  • Klud eller køkkenrulle: Til at tørre tagrenderne helt.
  • Reparationstape: Til midlertidige reparationer af mindre huller og tæringer.
  • Silikonefuge og fugepistol: Til at fuge samlinger, der har løsnet sig.
  • Vandfast lim: Til mere permanente reparationer af tagrenderne.
Utæt Tagrende Tagrende Set Nedefra

Start med at få overblik over, hvor der er skader og utætheder på dine tagrender

1. Find utæthederne

Inden du kan reparere tagrenderne, skal du naturligvis først finde ud af, hvor de er utætte.

Dette kan du gøre ved at bruge tagrenden til at spule vand i dine tagrender. Så kan du hurtigt se, om der er utætheder, hvis vandet begynder at dryppe ned fra tagrenden.

Tip 💡

Husk at rense dine tagrender for blade, grene og andet skidt, inden du begynder at spule tagrenderne.

2. Bliv klar til at reparere den utætte tagrende

Når du har identificeret utæthederne, skal du forberede tagrenderne til reparation.

Start med at rense området omkring utætheden grundigt.

Brug en stiv børste og vand til at fjerne fastgroet skidt, og sørg for, at området er helt tørt ved at bruge en klud eller køkkenrulle.

3. Tid til at reparere den utætte tagrende

Nu er det blevet tid til selve reparationen. Og her er der ikke blot én rigtig måde at gribe det an på.

Afhængigt af typen af utæthed, kan du bruge forskellige metoder til at reparere tagrenderne:

  • Reparationstape: For mindre huller og tæringer kan du bruge en særlig reparationstape. Vær opmærksom på, at dette kun er en midlertidig løsning.
  • Silikonefuge: Hvis samlingen har løsnet sig, kan du bruge silikone til at fuge samlingen. Brug en fugepistol og glat fugen med en våd finger.
  • Vandfast lim: For mere permanente reparationer kan du bruge en vandfast lim til at lime de to stykker tagrende sammen.

4. Tjek at reparationen holder

Så langt, så godt. Nu er det tid til at kontrollere, at utæthederne rent faktisk er blevet fikset ordentligt og at din tagrende holder tæt.

Og igen skal du bruge din haveslange til at spule vand i tagrenderne for at se, om der stadig er utætheder.

Du kan også med fordel give dine tagrender et tjek, næste gang det regner kraftigt for at sikre, at dine reparationer af tagrenderne holder store mængder regn og skybrud.

NRGi-rådgiver undersøger en regnvandsbrønd

Glem ikke at tjekke boligens regnvandsbrønd, når du undersøger dine tagrender.

5. Forebyggelse af fremtidige utætheder

Reparation er godt, men forebyggelse er bedre.

For at undgå fremtidige utætheder er det vigtigt, at du husker at vedligeholde dine tagrender regelmæssigt.

Sørg for at rense boligens tagrender jævnligt. Gerne et par gange om året, og efter behov – f.eks. i forbindelse med en kraftig storm eller skybrud.

Du skal også huske at tjekke samlingerne på dine tagrender. De kan nemlig løsne sig og dermed blive utætte.

I vinterhalvåret kan du også risikere, at kulde og stærk frost kan forårsage revner på dine tagrender. Og endelig, husk at holde øje med din nedløbsbrønd.


Ved at følge disse trin kan du sikre, at dine tagrender forbliver tætte og er klar til at klare selv det værste regnvejr.

Vil du læse mere?

Kvinde Hænger Vasketøj Op Udenfor

Guide: Sparetips til din elregning, du kan bruge året rundt

Du kan spare penge og kWh på din elregning året rundt. Her får du vores bedste slanketips til din elregning, som du nemt kan bruge i hverdagen.

22.05.2022

Bo Halm Andersen Undersøger En Tætningsliste

8 budget­venlige projekter, der kan sænke din varme­regning

Vil du gerne spare på varmen? Vi har samlet 8 projekter, der kan sænke dit varmeforbrug uden, at det sprænger dit budget.

04.12.2023

Raadgiver Kigger På Tag13

Hulmursisolering: Få et bedre indeklima og spar på varmen

Er der hulrum i dine ydervægge? Opdag fordelene ved hulmursisolering, og se, om denne energibesparende løsning er noget for dig.

16.02.2023

Nrgi Rådgiver Tjekker Muren På Et Hus

Murværk: Sådan under­søger du mur­værket på dit hus

Murværket er en vigtig del af din boligs klimaskærm. For selvom ydermurene kan holde til en del, skal du huske at tjekke dem i løbet af året, hvis du vil undgå dyre skader.

16.05.2023