Artikel

2025 kan blive rekord­år for negative elpriser


Antallet af timer med negative elpriser er allerede højt i år, og 2025 ser ud til at slå sidste års rekord. Men strømmen er ikke altid billigst, når man forventer det.

Finger Pa Lyskontakt Strømforbrug

Det lyder næsten for godt til at være sandt: I årets første tre måneder har elprisen været under nul kroner i 29 timer i Vestdanmark – en stigning på 45 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

I Østdanmark er der registreret 17 timer med negative elpriser, hvorimod der ikke var én eneste i starten af 2024.

Det viser en ny landsdækkende opgørelse fra energi- og rådgivningskoncernen NRGi, som har set nærmere på elpriserne i de to områder vest og øst for Storebælt.

Udviklingen betyder, at danskerne allerede har oplevet flere timer i år, hvor elprisen har været negativ – og meget tyder på, at 2025 kommer til at overgå det hidtidige rekordår 2024.

Husk at følge timeprisen på strøm

Det kan være en fordel for forbrugere, der gerne vil spare penge på elregningen. Sådan lyder det fra Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi.

“Negative elpriser kan være en fordel for forbrugere, der gerne vil skære noget af elregningen. Det kræver først og fremmest, at man følger med i elpriserne i løbet af dagen. Så kan man planlægge, hvornår det bedst kan betale sig at bruge strøm – for eksempel til at sætte en vask over. På den måde handler det ikke kun om at holde fast i de gode vaner, men også om at justere dem, alt efter hvornår strømmen faktisk er billig,” siger Bo Halm Andersen.

Ifølge Bo Halm Andersen er de negative elpriser en fordel for elkunder med en variabel elaftale, hvor prisen på strøm følger den aktuelle timepris. Det giver den enkelte elkunde mulighed for at flytte deres strømforbrug til de timer, hvor elprisen er i bund. 

“Negative elpriser kan være en fordel for forbrugere, der gerne vil skære noget af el­regningen. Det kræver først og frem­mest, at man følger med i el­priserne i løbet af dagen.”
Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi
Opladning Elbil Negative Elpriser

Det er både godt for pengepungen og elnettet, når du bruger strømmen på de tidspunkter, hvor den er billigst og belastningen er lav.

Strømmen er ikke altid billigst om natten

I de seneste år har et udbredt spareråd været, at man bør flytte sit strømforbrug til om natten, hvis man vil have glæde af de billigste timer på døgnet. 

Men det er ikke nødvendigvis det tidspunkt, hvor priserne er lavest eller går i minus. Flere af årets laveste elpriser er således blevet registreret midt på dagen, hvor især solceller producerer store mængder strøm.

“Det kommer måske bag på en del, men nogle af de billigste timer ligger faktisk midt på dagen i denne periode. Derfor er det altid en god idé at holde øje med elprisen i løbet af dagen, så man kan flytte opgaver som tøjvask, opvask og opladning af elbil til de timer, hvor strømmen er billigst og grønnest,” siger Bo Halm Andersen.

Han understreger samtidig, at det ikke kun handler om at spare kroner og øre, hvis man flytter sit strømforbrug.

“Der er flere fordele ved at overveje, hvornår man bruger strøm, og hvornår man måske holder lidt igen. Ved at flytte sit strømforbrug og fordele det jævnt ud over døgnet kan man faktisk også være med til at aflaste elnettet i de perioder, hvor der er ekstra tryk på. Og det gavner hele systemet i takt med, at vi som samfund bliver mere elektrificeret med flere elbiler på vejene og varmepumper i husene,” siger han.

Fakta om negative strømpriser

I 2024 blev der produceret så meget vedvarende energi, at danske elkunder kunne glæde sig over et rekordhøjt antal timer med negative elpriser.

En opgørelse fra NRGi og Gjensidige viste, at der var 375 timer med negative strømpriser i Vestdanmark og 275 timer i Østdanmark. Udviklingen med negative elpriser ser ud til at fortsætte i 2025, som tegner til at slå rekorden fra sidste år. 

Negative elpriser opstår, når der bliver produceret mere strøm – især fra vind og sol – end vi bruger. Når elnettet ikke kan følge med, vælger elproducen­terne i praksis at betale for at komme af med strømmen. Resultatet er en negativ pris. 

Man skal dog være opmærksom på, at strømmen ikke er helt gratis. Der lægges stadig afgifter, transport, abonnement og moms oveni. 

Dyk ned i andre nyheder

Nyheder
Mand Lader Elbil Hjemme Nrgi

Påskeferie i elbil? Her er rådene, der sikrer dig en god tur

Der bliver som regel fyldt godt op på landets veje, når danskerne tager på tur i påsken. Men med elbil kan kør-selv-ferien kræve lidt ekstra planlægning.

01.04.2025

Horsens Ren Fjord Sten Med Tang

Nu kan du søge: Fem millioner kroner til grønne pro­jekter

Nu kan østjyderne igen søge midler til at føre deres projekter fra tegnebrættet og ud i livet. Den 1. april åbner vi igen for ansøgninger til NRGi's Værdipulje.

31.03.2025

Nrgi Raadgiver Hpfi Relae

Flertal af danskerne glemmer at teste boligens relæ

Er det længe siden, du har testet HPFI-relæet derhjemme? Så er du ikke den eneste. Det er nemlig de færreste danskere, der husker at gøre det, selvom det kan forhindre alvorlige uheld.

02.04.2025

Nrgi Overrækker Donation Til Børnecancerfonden

NRGi ind­samler rekord­stort beløb til Børne­cancerfonden

Medarbejderne hos NRGi fandt fodboldtrøjerne frem på FodboldtrøjeFredag og samlede et rekordbeløb ind til børn med kræft.

17.03.2025