Artikel
Få ønsker boliger med et lavt energimærke: Det viser nye tal
Kun 12 procent af landets boligejere ville vælge et hus med et lavt energimærke, hvis de skulle købe i dag. Men over halvdelen af de danske boliger har energimærke D eller lavere.
Boligens energimærke fylder mere og mere, når danskerne leder efter et nyt sted at bo. Men drømme og virkelighed følges ikke altid ad.
Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige og NRGi.
I undersøgelsen svarer 47 procent, at de som minimum vil gå efter energimærke A, B eller C, hvis de skulle købe bolig i dag, mens kun 12 procent er villige til at købe en bolig med energimærke D eller lavere.
Men ifølge en opgørelse fra energi- og rådgivningskoncernen NRGi har 50,9 procent af de danske boliger netop energimærke D eller lavere.
Boligkøbere jagter energieffektive hjem
Ønsket om en energivenlig bolig overrasker ikke Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energi-konsulent hos NRGi.
Han ser det som et sundt tegn på, at danskerne i højere grad har fokus på energiforbruget, også når de skal investere i deres næste hjem.
“Det er enormt positivt, at energimærket fylder mere og mere i boligkøbernes bevidsthed. Det viser, at mange ikke kun tænker i kvadratmeter og beliggenhed, men også i energiforbrug og bæredygtighed. Det kan gøre en mærkbar forskel, både når varmeregningen lander, og når det gælder klimaet,” siger Bo Halm Andersen.
Et energimærke viser, hvor energieffektiv en bolig er, fra A som det bedste til G som det mindst effektive, og er lovpligtigt ved salg af huse og lejligheder. Mærket rummer også forslag til forbedringer, der kan være med til at sænke boligens energiforbrug og forbedre både komfort og CO₂-udledning.
“Man skal ikke lade sig skræmme af et lavt energimærke. Der er ofte gode muligheder for at energiforbedre boligen.”Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi
Mere end halvdelen af boligerne har energimærke D eller lavere, men kun 12 procent af landets boligejere ville vælge sådan en bolig, hvis de skulle købe hus i dag.
Lad ikke energimærket stå i vejen for drømmeboligen
På trods af de høje krav til boligens energimærke og den reelle fordeling blandt landets boliger, skal man ikke nødvendigvis takke nej til et hus, der ligger i den lave ende af skalaen.
Det mener Bo Halm Andersen. Ifølge ham er det vigtigt at se energimærket som et udgangspunkt med potentiale for forbedringer.
“Man skal ikke lade sig skræmme af et lavt energimærke. Der er ofte gode muligheder for at energifor-bedre boligen. At løfte mærket fra f.eks. F til D eller C er nogle gange nemmere og billigere, end folk regner med, og det kan åbne op for boliger, man ellers havde valgt fra på forhånd. Derfor er det vigtigt at læse energimærkningsrapporten grundigt og få overblik over, hvilke muligheder boligen rummer,” lyder rådet fra Bo Halm Andersen.
Hos Gjensidige opfordrer man også boligkøbere til at bruge energimærket aktivt som en del af beslutningsgrundlaget.
Det forklarer Lene Rasmussen, skadedirektør hos Gjensidige.
“Hvis man kaster sin kærlighed på en bolig med et lavt energimærke, bør man se det som en mulighed frem for en hindring. Forbedringer kan ofte løfte både komfort og boligens værdi, og det kan være en klog investering i et sundt og mere holdbart hjem i mange år frem,” siger hun.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget blandt 1023 respondenter af YouGov for Gjensidige og energi- og rådgivningskoncernen NRGi.
Hvis du skulle købe bolig i dag, hvilket energimærke skulle boligen som minimum have? | |
Energimærke A | 13 % |
Energimærke B | 13 % |
Energimærke C | 21 % |
Energimærke D | 8 % |
Energimærke E | 2 % |
Energimærke F | 1 % |
Energimærke G | 1 % |
Ved ikke | 26 % |
Ikke relevant (kommer ikke til at købe bolig) | 16 % |