Artikel
Er dit hjem klar til kulden? Sådan tjekker du din bolig
Efteråret markerer starten på fyringssæsonen. Men inden man skruer op for varmen, er det en god idé at give boligen et servicetjek, lyder rådet fra vores ekspert.
Når efteråret tager fat og temperaturen falder, bliver der skruet op for varmen i landets husstande. Men det er langt fra sikkert, at alle boliger er klar til fyringssæsonen.
Og det kan føre til kolde radiatorer, fugt i hjørnerne og en højere varmeregning end nødvendigt.
Derfor anbefaler Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent i energi- og rådgivningskoncernen NRGi, at man gennemgår en tjekliste for sit varmesystem, inden kulden for alvor bider sig fast.
“Det kan virke som småting, men selv mindre fejl eller mangler i radiatorerne kan koste dyrt i både varme og komfort. Derfor er det vigtigt, at man sætter lidt tid af til at tjekke, at boligens radiatorer og termostater fungerer, som de skal. Det er hverken svært eller dyrt, og hvis man tager fat nu, inden kulden for alvor bider, kan man spare både penge og frustrationer,” siger Bo Halm Andersen.
“Det kan virke som småting, men selv mindre fejl eller mangler i radiatorerne kan koste dyrt i både varme og komfort.”Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi
Små justeringer kan gøre en stor forskel
En gennemgang af hjemmets varmekilder er ikke kun med til at holde varmeregningen nede. Det kan også være med til at forebygge fugt og skimmelsvamp og generelt sikre et godt og behageligt indeklima.
“Når enkelte rum holdes kolde, eller når varmen ikke fordeler sig rigtigt, kan det skabe fugtproblemer og i værste fald føre til skimmelsvamp. Og så står man pludselig over for en langt dyrere udfordring end bare en kold stue. Derfor er det vigtigt, at varmen kan cirkulere frit, og at hele systemet er i orden,” forklarer Bo Halm Andersen.
Han fremhæver også, at det ikke kun handler om at skrue op for termostaten.
“Et varmt og behageligt hjem handler også om at holde på varmen. Særligt døre og vinduer skal være tætte, så varmen bliver inde i huset, hvor man selv får glæde af den og samtidig undgår unødigt varmetab. Ofte er det de små vaner, der gør den store forskel både for indeklimaet og for pengepungen.”
Gode råd til opvarmning af boligen
Bo Halm Andersen har samlet en række praktiske råd til en effektiv og behagelig opvarmning af husstanden.
- Luft radiatorerne ud: Luft i systemet kan give dårlig varmefordeling og klukkende lyde.
- Tjek termostaterne: Termostater kan sætte sig fast. Overvej at skifte til elektroniske termostater for bedre styring.
- Rens radiatorer og ventiler: Støv og snavs kan reducere varmeafgivelsen og gøre systemet mindre effektivt.
- Undgå blokering: Gardiner, møbler eller andet foran radiatorer forhindrer varmen i at sprede sig.
- Tjek vinduer og døre for utætheder: Selv små sprækker kan give træk og kulde langs gulvet. Tætningslister eller en justering af vinduer og døre kan ofte løse problemet og give et markant bedre indeklima.
- Varm alle rum op: Undgå kolde zoner og træk, som kan føre til fugt og skimmelsvamp – især i hjørner og ved ydervægge.
- Hold en jævn temperatur: Et varmesystem arbejder mere stabilt, når der ikke er store temperaturforskelle mellem rum.
- Kend forskellen på gulvvarme og radiatorer: Gulvvarme reagerer langsomt og fungerer bedst ved stabil temperatur, mens radiatorer kan justeres hurtigere.