Artikel
Ny energipark: 15 vindmøller og 80 hektar solceller
NRGi har netop fået godkendelse til at opføre en ny energipark i Nordjylland. Det kommende anlæg forventes at producere 275.000 MWh strøm om året, svarende til det årlige elforbrug i 66.000 husstande.
Snart skal både sol og vind i Nordjylland omdannes til strøm i en ny energipark, der skal opføres i Tuekær-området i Aalborg Kommune.
Det kommende energianlæg kommer til at bestå af 15 vindmøller og omkring 80 hektar solceller.
Tilsammen får energiparken en kapacitet på 67,5 MW fra vindmøllerne og 91 MWp fra solcellerne og forventes årligt at producere cirka 275.000 MWh strøm, hvilket svarer til det årlige elforbrug i omkring 66.000 husstande.
Hos NRGi Renewables, der står bag projektet, ser man frem til realiseringen af energiparken og den betydning, den vil få for omstillingen til vedvarende energikilder.
Det fortæller direktør Jakob Bundgaard.
“Vi er naturligvis glade for, at energiparken nu er kommet et skridt nærmere på at blive realiseret. Samfundet står midt i en omfattende og nødvendig elektrificering, og det kræver, at vi øger produktionen af grøn energi og får sat endnu mere fart på udbygningen af de omkostningseffektive landbaserede vedvarende energianlæg,” siger Jakob Bundgaard og tilføjer:
“Der har været bred opbakning til projektet lokalt, og det har haft stor betydning for, at vi er nået hertil. Og med godkendelsen på plads kan vi nu rette blikket mod de næste trin og arbejde videre mod at levere et anlæg, der er med til at gøre en forskel for den grønne omstilling.”
Udmeldingen om en ny energipark kommer på et tidspunkt, hvor udbygningen af vedvarende energi på land næsten er gået i stå. Ifølge Green Power Denmark blev der i 2024 kun opstillet 12 nye landvindmøller i Danmark, og i 2023 blev der kun opstillet én.
“Samfundet står midt i en omfattende og nødvendig elektrificering, og det kræver, at vi øger produktionen af grøn energi.”Jakob Bundgaard Direktør i NRGi Renewables
Jakob Bundgaard, direktør i NRGi Renewables, glæder sig over godkendelsen af den kommende energipark.
Batteri og radarteknologi bliver en del af energiparken
Den kommende energipark kommer ikke kun til at bestå af vindmøller og solceller.
Som en del af projektets videre udvikling arbejder NRGi Renewables også på at tilføje et batterianlæg, der skal lagre overskudsstrøm og sikre en mere fleksibel og stabil udnyttelse af energien.
“Der er ingen tvivl om, at batterier som en integreret del af VE-anlæg kommer til at spille en stor rolle i fremtidens energisystem. Et batterianlæg vil gøre det muligt at lagre mere af den strøm, der produceres, når det blæser og solen skinner. På den måde kan vi sende grøn energi ud på elnettet, når behovet er størst. Det giver en højere udnyttelse af energien og gør hele anlægget mere fleksibelt og robust,” siger Jakob Bundgaard.
Derudover er der indgået en aftale med forsvaret om en afværgeforanstaltning på Flyvestation Aalborg. Løsningen omfatter en ny radar, der skal sikre, at vindmøllerne ikke påvirker flyvestationens operative drift. Radaren bliver den første af sin art i Danmark, og NRGi Renewables kommer til at stå for både indkøb og drift.
Ifølge NRGi Renewables kan energiparken efter planen komme i drift allerede omkring årsskiftet 2027/28.