Artikel
Nu kan du stille op: Vi afholder valg i Horsens og Djursland
Vi afholder repræsentantskabsvalg i det nye år og opfordrer nu andelshavere i Horsens og Djursland til at stille op som kandidater.
Går du med tanker om at sætte dit præg på den grønne omstilling, bidrage til udviklingen af dit lokalområde og varetage 235.000 østjyders interesser, er det måske dig, der skal stille op til vores kommende repræsentantskabsvalg.
Vi har netop åbnet for opstilling af kandidater i valgområderne Horsens og Djursland.
Her i NRGi ser vi frem til valget og lægger vægt på repræsentantskabets vigtige rolle. Det forklarer Jens Myrup Pedersen, repræsentantskabsmedlem og bestyrelsesformand i NRGi.
“Som en demokratisk ejet virksomhed er det altid noget særligt, når der er valg. Og som medlem af NRGi’s repræsentantskab har man en vigtig stemme i forhold til, hvordan vi styrker den grønne omstilling og sikrer vores fremtidige energiforsyning. Dette er en enestående mulighed for at gøre en forskel, og jeg opfordrer alle, der har et ønske om at engagere sig og bidrage til vores fælles bæredygtige fremtid, til at stille op,” siger Jens Myrup Pedersen.
Sidste frist
Sidste frist for at stille op til repræsentantskabsvalget er den 1. december 2024, og selve valget finder sted i perioden fra den 27. januar til den 9. februar 2025.
“Vi har brug for engagerede og handlekraftige personer, der ønsker at repræsentere vores 235.000 andelshavere.”Jens Myrup Pedersen Bestyrelsesformand i NRGi
Jens Myrup Pedersen glæder sig til valget og håber, at andelshaverne har lyst til at engagere sig og stille op som kandidater.
Bredt og mangfoldigt repræsentantskab
Det er vigtigt, at repræsentantskabet afspejler vores andelshavere og deres værdier.
Derfor håber Jens Myrup Pedersen også, at et bredt udvalg af andelshavere i valgområderne Horsens og Djursland har lyst til stille op.
For ham er det vigtigste, at kandidaterne ønsker at engagere sig i NRGi’s fremtidige udvikling og bidrage med nye idéer og perspektiver.
“Vi har brug for engagerede og handlekraftige personer, der ønsker at repræsentere vores 235.000 andelshavere i Østjylland og sikre, at NRGi forbliver en stærk aktør i den grønne omstilling. Derfor er det også vigtigt, at vi får et repræsentantskab, som på bedste vis afspejler og repræsenterer det samfund, vi er en del af,” siger Jens Myrup Pedersen.
For at stille op som kandidat skal man opfylde følgende krav:
- Man skal bo i valgområderne Horsens eller Djursland
- Modtage strøm fra KONSTANT Net
- Oprette en kandidatprofil og samle 10 digitale underskrifter fra sit distrikt senest den 1. december 2024
Information om valget
I alt består NRGi’s repræsentantskab af 100 medlemmer, som mødes fire gange om året.
Til det kommende valg skal der vælges 47 repræsentantskabsmedlemmer fordelt på fem valgdistrikter: Norddjurs kommune, Syddjurs kommune, Samsø kommune og Tunø, Horsens kommune og Hedensted og Vejle kommuner.
I november vil der blive afholdt infomøder i Horsens og i Rønde, hvor man kan høre mere om, hvad det vil sige at være repræsentantskabsmedlem.
Man kan læse mere om infomøderne og valget her.