Artikel
Mange boligejere glemmer dette, når frosten kommer
Når temperaturen falder, undlader mange boligejere at lukke for vandet til deres udendørs vandhaner. Men det kan føre til alvorlige vandskader, advarer boligekspert.
De kolde vintermåneder er over os, og når frosten sætter ind, øges risikoen for sprængte vandrør og vandskader.
Men en ny undersøgelse lavet af YouGov for Gjensidige og NRGi, afslører, at det langtfra er alle husejere, der husker at lukke for vandet til deres udendørs vandhaner, når temperaturen falder.
Ifølge undersøgelsen er det således kun 34 %, der konsekvent lukker for vandet til deres udendørs vandhaner om vinteren. Samtidig svarer 26 %, at de sjældent eller kun af og til husker at lukke for vandet – hvoraf syv % slet ikke er klar over, at det er nødvendigt for at undgå frostsprængninger.
“Min anbefaling er, at man husker at få lukket for vandet til boligens udendørs vandhaner eller sørger for at installere en frostsikker vandhane.”Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi
Manglende opmærksomhed kan føre til store skader
Det er dog vigtigt, at boligejere er opmærksomme på risikoen for frostskader i vinterhalvåret. Det forklarer byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, Bo Halm Andersen.
“Min anbefaling er, at man husker at få lukket for vandet til boligens udendørs vandhaner eller sørger for at installere en frostsikker vandhane. Når temperaturen falder, kan frosne rør sprænge og forårsage omfattende vandskader, som ofte er dyre og tidskrævende at udbedre,” forklarer Bo Halm Andersen.
Det budskab bakkes op af forsikringsbranchen, som også opfordrer boligejere til at tage forholdsregler for at minimere risikoen for frostskader.
“Hver vinter ser vi skader som følge af frostsprængte vandrør. Selvom det ikke altid er muligt at undgå skader, kan man med enkle tiltag som at lukke for vandet til de udendørs vandhaner og isolering være med til at mindske risikoen betydeligt,” siger Lene Rasmussen, skadedirektør hos Gjensidige.
Det kan betale sig at tjekke sin udendørs vandhaner, når temperaturen falder. Det siger Bo Halm Andersen.
Enkle råd kan forhindre dyre skader
Ifølge Bo Halm Andersen er der to ting, man skal gøre for at undgå frostsprængte rør, hvis man ikke har en frostsikker vandhane – lukke for vandet til husets udendørshaner og tømme rørene helt for vand.
“Det vigtigste er at lukke for vandet og tømme vandhanen helt. Når det er klaret, kan man isolere selve vandhanen for at beskytte mod frost. Og afhængigt af om vandrørene er udenfor eller i uopvarmede rum, kan det også være en god investering at få dem isoleret,” siger Bo Halm Andersen, som tilføjer, at man også kan overveje at investere i en frostsikker vandhane.
“En frostsikker vandhane er konstrueret således, at vandet automatisk tømmes, når hanen lukkes, og den kan derfor bruges hele året uden risiko for frostskader,” forklarer Bo Halm Andersen.
Tre tips til at frostsikre din udendørs vandhane
- Luk og tøm vandrørene – Luk for vandtilførslen til boligens udendørs vandhaner og lad vandet løbe ud, så rørene bliver helt tømt.
- Overvej en frostsikker vandhane – Få installeret en frostsikker vandhane, der automatisk tømmer sig selv for vand og kan bruges året rundt uden risiko for frostskader.
- Isolér vandhanen – Beskyt vandhanen med isoleringsmaterialer for ekstra sikkerhed mod frost.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af YouGov for Gjensidige og NRGi blandt 624 repræsentativt udvalgte boligejere over 18 år.
Lukker du for vandet til boligens udendørs vandhaner om vinteren? | |
Ja | 34 % |
Ja, jeg lukker altid for vandet om vinteren | 27 % |
Ja, men jeg glemmer det af og til | 7 % |
Nej | 41 % |
Nej, jeg lukker sjældent for vandet om vinteren | 12 % |
Nej, jeg vidste ikke, at man burde lukke for vandet | 7 % |
Nej, jeg har en frostsikker udendørshane | 22 % |
Jeg har ikke en udendørshane | 20 % |
Ved ikke | 5 % |