Artikel
Snart tændes stjernerne over Strøget i Aarhus
Stjernehimlen over Strøget i Aarhus vender tilbage og spreder lys og julestemning. En fælles indsats fra kommune, erhvervsliv og Strøgforeningen sikrer, at julelysene tændes igen 14. november.
Ingen jul uden julelys både i øjnene på julestemte aarhusianere såvel som over Strøget i Aarhus.
Derfor har det været vigtigt for både handelslivet, en række virksomheder og fra politisk side at sikre, at stjernehimlen også i år kan sprede julestemning, når aarhusianerne og byens gæster hygger sig med gaveindkøb, gløgg, æbleskiver og alt, hvad der hører en jule-shoppingtur i Aarhus til.
Med opbakning fra Strøgforeningen ved formand Claus Broberg har NRGi, Salling Stormagasiner og Bestseller sammen med borgmester Anders Winnerskjold og teknik- og miljørådmand Nicolaj Bang fundet sammen om en løsning, så de 750.000 julelys i stjernehimlen også i år kan tændes i forbindelse med den store juleparade i byen 14. november kl. 18.30.
En fælles løsning
For Aarhus Kommune ligger tilsagnet til den fælles løsning i direkte forlængelse af det nyligt indgåede budgetforlig, hvor partierne bag blev enige om at afsætte 1,5 mio. kr. årligt fra 2026 til ansættelse af en bylivskoordinator, som kan samle trådene mellem erhverv, kommune og kulturliv.
Bylivskoordinatoren skal sammen med etableringen af en bylivspulje på 10 mio. kr. i 2027 bidrage til, at der løbende kommer arrangementer, der skaber liv, engagement og fællesskab i byen og samtidigt understøtter, at Aarhus kan blive Danmarks førende juleby.
Indsatsen med bylivspuljen vil blive udviklet i samarbejde med Erhverv Aarhus, Dansk Erhverv, Den Gamle By, Stadsarkivet, aktører i detailhandlen og kulturaktører med flere. Den nye pulje skal understøtte handelslivet i Aarhus, på et tidspunkt, hvor det står overfor markante udfordringer med ændrede forbrugsvaner, stigende internethandel og forandringer i byens mobilitet, der lægger pres på butikkerne og handelslivet.