SÅDAN GØR DU EN FORSKEL MED DIT VALG AF STRØM

Vores nyeste grønne skud på stammen – Bevar-Mig-El – er for dig, der gerne vil være en del af den grønne omstilling. Vi har gjort det nemt for dig at gøre en klimaforskel, når du vælger at købe grøn strøm fra vedvarende energikilder og samtidig sikrer, at dit klimaaftryk i forbindelse med strømproduktionen er CO2-neutral.

Med Bevar-Mig-El-produktet er du garanteret, at den mængde strøm, vi køber til dig, stammer fra danske vindmøller og er 100% grøn - læs mere om grøn strøm her. Derudover planter vi træer, som kompenserer for den mængde CO2, der udledes i forbindelse med produktionen af din strøm.

HOS NRGI BLIVER STRØM TIL NY SKOV

Hos NRGi arbejder vi for en renere planet til glæde for alle os, der er her i dag og alle dem, der skal tage over efter os. Netop derfor er det vigtigt, at det er nemt for dig og vores andre elkunder at vælge en bæredygtig energiløsning – så vi alle bliver del af den grønne omstilling.

Skov er noget af det mest effektive til at binde og lagre den CO2, som udledes. Træerne suger simpelthen CO2 ud af atmosfæren i forbindelse med fotosyntesen, når de skaber ilt til os alle sammen.

Derfor planter vi i fællesskab med vores elkunder en helt ny skov, der kommer os og de fremtidige generationer til gavn.

Sammen skaber vi fremtiden
En husstand på 2 voksne og 2 børn bruger i gennemsnit 4.500 kWh om året, hvilket er lig med, at der bliver plantet 4 træer om året i vores nye Bevar-Mig-El-skov.

For at det batter noget, skyder vi det hele i gang med at plante, hvad der svarer til 10 fodboldbaner i Østjylland (5 hektar), som vi sammen med dig og vores andre kunder får til at vokse år for år.

Til at hjælpe os har vi indgået et samarbejde med Hedeselskabet, der har 150 års erfaring med skovrejsning, naturpleje og skånsom drift med fokus på biodiversitet. Det er også Hedeselskabet, der står som garant for dokumentationen af gevinsten for miljøet og sørger for, at skoven trives, så vi alle kan komme ud og nyde naturen i vores fælles skov.

VIDSTE DU, AT ...

Skov er det mest effektive værktøj til at binde og lagre CO2.

Træer kan lagre CO2 i flere hundrede år, og anvendes træet til møbler og bygninger lagres CO2’en, så længe produkterne eksisterer.

HVAD ER OPRINDELSESGARANTIER OG GRØN STRØM EGENTLIG?

Der findes kun ét fælles elnet i Danmark. Det betyder, at den strøm, der kommer ud af dine stikkontakter, er en blanding af grøn strøm (der produceres af vedvarende energikilder som fx vindmøller) og ”traditionel” sort strøm (der er produceret på fx kulkraftværker).

Fordi strømmen blandes sammen i det fælles ledningsnet, har det været nødvendigt at oprette det, der hedder oprindelsesgarantier.

Oprindelsesgarantier er certifikater, der udstedes af det statsejede Energinet på den mængde grøn strøm, de vedvarende energikilder har produceret og leveret til det fælles elnet. Det er disse certifikater, vi går ind og køber på dine vegne.

Hvordan fungerer det i praksis?
I praksis fungerer det ved, at dit her og nu-forbrug "låner" blandet strøm af det fælles ledningsnet, hver gang du tænder for en stikkontakt.

Den strøm du forbruger, holder vi regnskab med, og køber den tilsvarende mængde fra danske vindmøller via de omtalte oprindelsesgarantier – dermed er du garanteret, at dit energiforbrug i sidste ende er dækket af 100 % grøn strøm.

Alt det praktiske holder vi styr på – så det er ikke mere besværligt for dig at vælge grøn strøm frem for sort strøm!

Læs evt. mere om oprindelsesgarantier på Energinets hjemmeside