Artikel
Vintertariffer: Har du styr på vinterens tariffer?
Den 1. oktober træder vintertarifferne i kraft. Men hvad betyder det for din elregning, og hvad skal du være opmærksom på, når tarifferne skifter?
Når kalenderen siger efterår og vinter, tilbringer vi mere tid inden for hjemmets fire vægge.
Det kan ofte ses på vores strømforbrug. Vi tænder mere lys, bruger mere varme og skruer op for hyggen med streaming, gaming og madlavning.
I takt med at vores strømforbrug stiger, bliver elnettet også mere belastet.
Det er netop derfor, at der i vinterhalvåret er vintertariffer. Det er den afgift, du betaler for at få transporteret strømmen gennem elnettet og hjem til din stikkontakt.
Og selvom vintertariffer lyder som noget fra et kompliceret regneark, spiller de en vigtig rolle i din hverdag.
Der kan nemlig være penge at spare, hvis du ved, hvad vintertariffer er, og hvordan du bruger dem til din fordel.
Hvad er tariffer?
Hvad er vintertariffer?
Vintertariffer er en afgift, du betaler til dit netselskab for at få transporteret strøm gennem elnettet og hjem til din bolig i vinterhalvåret fra 1. oktober til 31. marts.
Det kaldes også for nettariffer eller blot tariffer.
Selvom vintertariffer bliver opkrævet via din elregning, går pengene til dit lokale netselskab. De ejer elnettet i dit område og er ansvarlige for at drive, udvikle og vedligeholde det, så der altid er strøm i dine stikkontakter.
Sommer- og vintertariffer
I Danmark er nettariffer delt op i to sæsoner: sommer- og vintertariffer.
Vintertariffer er højere end sommertarifferne, fordi vi i de kolde måneder bruger mere strøm til lys, varme og alt det andet, der kræver kWh.
Og når forbruget stiger, stiger presset på elnettet.
Derfor er prisen for tariffer højest i de travleste timer, mens den er lavere i de stille perioder. På den måde kan du som forbruger opnå en økonomisk gevinst ved at flytte dit forbrug væk fra spidsbelastningen.
Kort sagt er vintertariffer den del af din regning, der handler om at få strømmen frem til dig, og hvor prisen varierer afhængigt af årstid og tidspunkt på døgnet.
Godt at vide om vintertariffer
Sommer- og vintertariffer
Sommertariffer gælder fra 1. april til 30. september, og vintertariffer gælder fra 1. oktober til 31. marts.
En del af din elregning
Vintertariffer er en del af din samlede elregning.
Fra elnet til stikkontakt
Vintertariffer dækker transporten af strøm til din stikkontakt samt drift og vedligeholdelse af elnettet.
Holder du øje med tarifferne? Der er tre forskellige priser i løbet af døgnet, og det gælder året rundt. Både for sommer- og vintertariffer.
Vintertariffer varierer i løbet af døgnet
Uanset om vi taler om sommer- eller vintertariffer, varierer prisen i løbet af dagen.
- Lavlast (billigst): Fra kl. 00 til 06
- Højlast (mellem): Fra kl. 06 til 17 og igen fra kl. 21 til 24
- Spidslast (dyrest): Fra kl. 17 til 21
Det betyder, at du kan spare penge og aflaste elnettet ved at flytte dit forbrug væk fra spidslastperioderne og hen til de billigere timer.
Sådan kan du spare penge med vintertariffer
Hvis du gerne vil spare penge på elregningen, er det vigtigt at huske, at vintertariffer kun er en del af din samlede elregning.
Så selvom det er billigst at få transporteret strøm til din stikkontakt mellem kl. 0 og 6, kan det stadig betale sig at holde øje med elprisen. Den kan nemlig være høj, selvom tariffen er lav, og omvendt.
Du kan stadig spare penge og samtidig aflaste elnettet ved at flytte dit forbrug til de billigere timer. For eksempel kan du sætte opvaskemaskinen til at køre efter kl. 21, klare bunken af vasketøj midt på dagen eller stikke ladekablet i din elbil, mens strømmen er billigst.
Med lidt planlægning kan du få mest muligt ud af hver kilowatt-time uden at ændre hele din hverdag.