Artikel
Hver 3. boligejer kender ikke tilskudspulje til varmepumper
Siden den 27. maj har boligejere haft mulighed for at søge tilskud fra varmepumpepuljen til en ny varmepumpe. Men kendskabet til puljen er lavt, viser nye tal.
Nu kan boligejere, der går med tanker om at udskifte deres nuværende varmekilde med en varmepumpe, få en økonomisk håndsrækning til at gøre idé til virkelighed.
Den 27. maj åbnede Energistyrelsen for ansøgninger til deres varmepumpepulje, der giver tilskud til installation af varmepumper.
Det er dog langtfra alle boligejere, der er klar over, at de har mulighed for at søge tilskud fra varmepumpepuljen.
Helt nye tal fra analysevirksomheden Exometric, der er en del af vores koncern, viser nemlig, at kendskabet til tilskudspuljen kunne være bedre.
I undersøgelsen svarer 36%, at de kun har hørt om navnet på varmepumpepuljen, mens 34% slet ikke har kendskab til puljen.
Hvis du overvejer at investere i en varmepumpe, bør du undersøge om du kan få tilskud fra varmepumpepuljen. Sådan lyder rådet fra vores energirådgiver, Bo Halm Andersen.
“Der er flere fordele ved at investere i en varmepumpe.”Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi
Flere fordele ved en varmepumpe
Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent her i NRGi, ser et stort potentiale i at udbrede kendskabet, så flere danskere kan drage nytte af de økonomiske og klimamæssige fordele ved et skift til varmepumpe.
“Der er flere fordele ved at investere i en varmepumpe. Det kan blandt andet reducere boligens CO2-udledning, nedbringe husstandens varmeregning og forbedre boligens energimærke. Men for at man kan investere i en varmepumpe, skal det naturligvis hænge sammen rent økonomisk, og her kan varmepumpepuljen være med til at gøre en forskel og sikre, at man får finansieret varmepumpen,” siger Bo Halm Andersen.
Hele 34% af de deltagende i undersøgelsen fra Exometric siger, at de ikke kender til varmepumpepuljen.
Stigende interesse
I undersøgelsen fremgår det, at 7% allerede har benyttet sig af Varmepumpepuljen, mens 23% har kendskab til mulighederne.
Bo Halm Andersen oplever i sin hverdag som rådgiver, at en energioptimeret bolig er blevet et vigtigere købsparameter blandt boligejere de senere år.
“Når jeg rådgiver husejere og potentielle boligkøbere, oplever jeg tit, at de stiller stadig større krav til energioptimering og energimærkning af boligen. Heriblandt også, hvilken varmekilde boligen har. Så købet af en varmepumpe kan også i fremtiden være en god investering, hvis man en dag vil sælge sin bolig,” lyder det fra Bo Halm Andersen, som tilføjer:
”Så hvis man allerede nu overvejer, om det er på tide at udskifte eksempelvis sit gamle oliefyr, så bør man også overveje at søge om tilskud fra varmepumpepuljen. På den må kunne man skære noget af udgiften til installation fra, og man får en klimavenlig og moderne varmekilde, som man kan have glæde af i mange år frem.”
Varmepumpepuljens midler bliver fordelt efter først-til-mølle-princippet til de ansøgere, der er tilskudsberettigede. Puljen lukker, når der ikke er flere penge i puljen eller inden udgangen af 2024.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget blandt 1.080 villa- og rækkehusejere i marts-april 2024. Respondenternes geografiske tilknytning er fordelt ud over landets 98 kommuner.
Kender du eller har du hørt om varmepumpepuljen? | |
Ja, har brugt den | 7% |
Ja, kender til den | 23% |
Har kun hørt navnet | 36% |
Nej, har ikke hørt om den | 34% |