Artikel
Klimasikring er ikke på radaren hos flertallet af danskerne
Nye tal viser, at 57 procent af landets boligejere endnu ikke har overvejet at klimasikre deres hjem – til trods for flere ekstreme vejrforhold og stigende risiko for vandskader.
Vejret i Danmark bliver stadig mere ekstremt, hvilket skaber udfordringer for landets boligejere.
Skybrud og længere perioder med regn ses nu også uden for den traditionelle skybrudssæson. Ifølge F&P’s skadesstatistik har dette ført til en markant stigning i antallet af vandskader på danske boliger i 2024.
Mens der blev anmeldt 1.080 vandskader som følge af skybrud og skybrudslignende regn i 1. kvartal 2023, blev der i samme kvartal 2024 anmeldt 4.205.
Holder igen med at klimasikre
På trods af udviklingen har mange boligejere endnu ikke overvejet at klimasikre deres hjem.
Det viser en ny undersøgelse fra Exometric, der er en del af energi- og rådgivningskoncernen NRGi.
Ifølge undersøgelsen har 57 procent slet ikke overvejet klimasikring, mens kun 17 procent allerede har gjort en indsats. 15 procent har det i tankerne, men er endnu ikke kommet i gang.
Med udsigten til mere ekstremt vejr i fremtiden, er det vigtigere end nogensinde, at boligejere tænker præventivt.
“Vi ser allerede markante ændringer i vores klima, og det vil fortsætte med at udfordre vores hjem. Det kan virke som en stor omkostning her og nu, men konsekvenserne og regningen kan blive langt større, hvis man ikke sikrer sig på forkant,” siger Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi.
“Vi ser allerede markante ændringer i vores klima, og det vil fortsætte med at udfordre vores hjem.”Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi
Manglende klimasikring kan give milliardregning
I sidste uge viste en ny rapport fra DTU, at regningen som følge af stigende vandmasser og skybrud kan løbe op i et trecifret milliardbeløb, hvis vi som samfund ikke formår at klimasikre bedre end i dag.
Ifølge Bo Halm Andersen bør rapporten give anledning til, at man som boligejer overvejer, om man bør rådføre sig med professionelle, der kan vurdere behovet for klimasikring af boligen.
“Vi ser en stigende tendens til flere og større vandskader, især i kældre og på tage som følge af det våde vejr. Mange boligejere opdager først problemet, når skaden allerede er sket, og så kan det være en bekostelig affære at rette op på. Derfor kan det være en god idé allerede nu at få vurderet behovet for klimasikring af boligen,” siger Bo Halm Andersen.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget blandt 1.162 villa- og rækkehusejere i september-oktober 2024 af analysevirksomheden Exometric. Respondenternes geografiske tilknytning er fordelt ud over landets 98 kommuner.
Har du overvejet at klimasikre dit hus? (f.eks. Installation af omfangsdræn, højvandslukke mv.) | |
Ja | 15 % |
Nej | 57 % |
Jeg har allerede klimasikret min bolig | 17 % |
Ved ikke | 11 % |