Artikel
Hver 3. boligejer ved ikke, om deres hus har et energimærke
Mange boligejere ved ikke, om deres bolig har et energimærke. Det er en skam, siger en ekspert.
Hver tredje danske husejer er ikke klar over, om deres bolig har et energimærke, og dermed kender mange ikke den energimæssige stand af deres eget hjem.
Det viser en ny undersøgelse, som analysevirksomheden Exometric har lavet på vegne af os og Gjensidige.
Den manglende viden kan betyde, at landets boligejere går glip af potentielle besparelser, advarer Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent her i NRGi.
I energimærkningsrapporten er der nemlig konkrete forslag til renoveringsprojekter, som kan sænke energiforbruget og reducere boligens faste omkostninger og CO2-udledning.
“Energimærket giver både overblik over det forventede energiforbrug og de energiudgifter, som du løbende skal betale, når du bor i boligen, samt overblik over, hvor meget CO2 boligen udleder,” siger Bo Halm Andersen og tilføjer:
“Men sammen med energimærket får du også en rapport med forslag til forbedringer, som kan give store besparelser i dagligdagen,” siger han.
“Sammen med energimærket får du også en rapport med forslag til forbedringer, som kan give store besparelser i dagligdagen.”Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent i NRGi
Værdifuld viden
Det er derfor ikke kun i en salgssituation, at energimærket giver nyttig viden.
I rapporten står der f.eks. også, hvor lang tilbagebetalingstid der er på forskellige energiinvesteringer, og hvor meget, du kan forvente at spare miljøet og din egen pengepung for.
”Hvis du overvejer at kaste dig ud i en energirenovering, så kan det ofte bedst betale sig at se på isolering af fx etageadskillelse, hulmure, tag eller nye og bedre isolerende vinduer. I nogle bygninger kan udskiftning af varmekilden kan også være med til at hente store besparelser, især hvis huset opvarmes med olie- eller gasfyr,” siger Bo Halm Andersen.
Ifølge Bo Halm Andersen er der masser af værdifuld viden i en energimærkningsrapport.
Det kan betale sig at have et godt energimærke
I Gjensidige opfordrer skadedirektør, Lene Rasmussen, husejerne til at tage vedligeholdelse og forbedringer alvorligt. Både for miljøets skyld, men også for at sikre værdien af boligen.
“For mange boligkøbere er klima og energiudgifter kommet mere i fokus, så et godt energimærke er helt klart med til at gøre en bolig mere attraktiv. Ved at vedligeholde og renovere boligen løbende undgår du, at skader udvikler sig og ender med at blive store og dyre. Det er betydeligt billigere i det lange løb,” siger Lene Rasmussen.
Der er omkring 680.000 gyldige energimærker for en- og flerfamiliebygninger i Danmark, viser de seneste tal, som Energistyrelsen har udleveret til Gjensidige.
I følge loven skal der laves et energimærke, før en bolig må annonceres til salg eller udlejes i mere end fire uger.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget blandt 1.082 villa- og rækkehusejere i marts-april 2024 af analysevirksomheden Exometric. Respondenternes geografiske tilknytning er fordelt ud over landets 98 kommuner.
Har din bolig et energimærke? | |
Ja | 38% |
Nej | 29% |
Ved ikke | 34% |