Bliv en væsentlig sparringspartner
Fra den 26. oktober til den 1. december kan du som andelshaver i Aarhus og Favrskov stille op til repræsentantskabsvalget for NRGi.
Og spørger du bestyrelsesformand i NRGi, Jens Myrup Pedersen, er der en stærk tro på, at mange andelshavere vil stille op som kandidat, så vi kan få glæde af deres engagement, dialog og sparring.
For grøn omstilling har aldrig fyldt mere i vores hverdag end det gør i dag.
“Repræsentantskabet er en væsentlig sparringspartner for NRGi’s bestyrelse og ledelse. Jeg håber på at se rigtige mange kandidater på stemmesedlerne,” siger Jens Myrup Pedersen og fortsætter:
“Med stærke kompetencer inden for energi, infrastruktur og det byggede miljø spiller NRGi en vigtig rolle i den grønne omstilling af Danmark. Og nødvendigheden af den omstilling viser sig i denne tid med al tydelighed. Det er en stor opgave, som kræver inddragelse og forankring blandt borgerne og i særdeleshed blandt engagerede andelshavere.”
Vidste du at ...
Repræsentantskabet er NRGi's øverste myndighed og består af 100 medlemmer, der vælges af og blandt vores 230.000 andelshavere?