Sådan slanker du nemt og effektivt din elregning i 2019

07.01.2019

2019 er skudt i gang med både nytårsforsæt og gode intentioner. Men i stedet for blot at tænke i slankekure og taljemål, er det nye år også en oplagt mulighed for at blive mere bevidst om sit daglige strømforbrug og skære ned på elregningen. Det sparer nemlig ikke kun penge, men bidrager også til en mere bæredygtig og grøn hverdag. Vi giver dig fem gode råd til at slanke elregningen i 2019.

1) Skift til LED
Vinteren er lang og mørk, og danskerne er da også særligt gode til at skrue op for belysningen i de kolde måneder. En pære er som hovedregel tændt 1000 timer om året, og der er derfor store besparelser at hente ved at skifte til LED-pærer. Udover den længere levetid, bruger LED omkring 80 procent mindre strøm end de klassiske glødepærer, så der er mange penge at spare ved at skifte.

2) Drop tørretumbleren og brug tørresnoren
Har du have eller en stor altan? Så er det en god idé at hænge dit tøj til tørre udendørs – også i vinterhalvåret, hvor det tager længere tid at tørre, end det plejer. Det er både gratis og helt CO2-neutralt, og en familie bestående af to børn og to voksne kan i gennemsnit spare knap 800 kr. om året, hvis de hænger vasketøjet til tørre i stedet for at bruge en A-mærket tørretumbler.

3) Sluk for standby
Standby-strøm er et typisk eksempel på en skjult strømsluger, som koster penge til ingen verdens nytte. Glemmer du at slukke for dine el-apparater, når du ikke bruger dem, løber det hurtigt op. Husker du derimod at slukke for din spillekonsol, computer, tv og anlæg, når du ikke bruger dem, kan du spare 500 – 1.000 kr. om året. Særligt i vinterhalvåret, hvor vi generelt har flere underholdningsapparater tændte i løbet af dagen, er der derfor store penge at svare. Invester eventuelt i en el-spareskinne, der sikrer, at du automatisk både slukker for højtaler og lys, når du slukker for fjernsynet.

4) Fyld maskinerne op og sænk temperaturen en anelse
Vi vasker alt for ofte både halve og kvarte maskiner i opvaske- og vaskemaskinen. Fyld derfor begge dele helt op og vask gerne ved lavere temperaturer for at skåne miljøet. En opvask, der klares på 50 grader i stedet for 65 grader, betyder en strømbesparelse på 10-20 procent. På vaskemaskinen kan du også vælge et program med lavere temperaturer, ligesom der i dag er udviklet vaskemiddel til koldvask. Vask derfor tøjet ved 20 grader i stedet for 40 grader og 30 grader i stedet for 60 grader. Du opnår en strømbesparelse på 55 procent, når du halverer temperaturen, hvilket er ca. 450 kr. om året for en almindelig husstand.

5) Brug naturens køleskab
Der kan være mange penge at spare, hvis man husker at inddrage de kolde udendørsarealer i vintermånederne. Har du fx varer, hvis temperatur gerne må være under køleskabets fem grader, kan det være en fordel at stille dem udenfor i kulden, da køleskabet bruger op til fem procent mere strøm, hver gang du skruer det en grad ned. Det vil sige, at et køleskab på tre gader koster hele 10 procent mere i perioden. Bruger du terrassen som bæredygtigt køleskab, kræver det vel og mærke, at temperaturen udenfor viser omkring fem grader – og over frysepunktet.

Få flere lette tips til at spare på strømmen her.