Artikel

Er du førstegangs­køber? Få 8 gode råd fra vores ekspert


Er du ny på boligmarkedet? Lad os hjælpe dig i din boligjagt, så du kan købe dit første hjem.

Ungt par kigger på en iPad

For mange førstegangskøbere gælder det om at holde tungen lige i munden, når de tager de første spæde skridt ind på boligmarkedet.

For hvad betyder det egentlig, når der står Energimærke E i boligens salgsannonce, og bør du løbe skrigende væk fra et hus, blot fordi den har en rød bemærkning i tilstandsrapporten?

Det er med andre ord ikke nemt at være førstegangskøber på jagt efter fast ejendom. Men heldigvis er der hjælp at hente.

Vores faste ekspert, Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energi­konsulent her i NRGi, kommer her med 8 gode råd til førstegangskøbere, så du kommer et skridt tættere på drømmeboligen.

Finansiering af din første bolig

Når du skal købe bolig - og det gælder for langt de fleste førstegangskøbere - er det naturligvis vigtigt at få afklaret, hvad du kan låne, og dermed, hvad du kan købe bolig for.

Derfor kan du med fordel tage en uforpligtende snak med flere forskellige banker og høre, hvordan de kan hjælpe dig med at købe bolig, og hvad du kan låne hos dem.

Indhent tilbud, sammenlign priser, og giv dig god tid til at undersøge, om du kan spare penge, når det kommer til finansiering af boligen. 

Når du ved, hvad du kan købe bolig for, kan du også nemmere vælge mellem de mange boliger, der er på markedet.

En familie er i haven

Er en stor have med plads til hygge og boldspil et krav for dig og din familie?

1. Krav og ønsker til boligen

Hvis man spørger folk om, hvilke ønsker de har til en fremtidig bolig, handler svarene ofte om de tre b’er: beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed.

Men som førstegangskøber er det også vigtigt at få afklaret, hvilke andre ønsker og krav du og din familie har til jeres fremtidige hjem.

”Inden den store boligjagt går i gang, er det altid en god idé at danne sig et overblik over, hvad der rent faktisk betyder mest for dig og resten af din familie. Særligt som førstegangskøber. Det vil også gøre det nemmere for jer at fokusere på de boliger, der kunne være relevante for jer,” lyder rådet fra Bo Halm Andersen.

Skriv det hele ned

Ønskerne til jeres kommende bolig kan være både små og store – lige fra økonomiske overvejelser til lavpraktiske ting, som ikke desto mindre kan betyde meget i hverdagen.

Du kan eksempelvis overveje:

Er I mest til det pulserende byliv eller naturskønne områder? Vil du gerne kunne cykle på arbejde? Spiller husets energimærke en rolle? Stor eller lille have? Hvor mange værelser skal der være? Renoveringsprojekt eller splinternyt hus? Skal huset være i et 1- eller 2-plan? Hvad med afstanden til skoler eller børnehaver? Er det nok med ét badeværelse? 

Tip 💡

Lav en liste, hvor du og din familie skriver jeres ønsker ned i en prioriteret rækkefølge.

Du kan også overveje at opdele dine prioriteringer i krav og ønsker. Det vil også gøre jeres boligjagt endnu mere målrettet.

  • Krav – Ting, som I ikke kan gå på kompromis med
  • Ønsker – Ting, som I gerne vil have, men som er til forhandling
To børn sidder i en sofa

Husk at tænke langsigtet. Er der plads i boligen, hvis du får børn?

2. Tænk langsigtet

Det er også vigtigt, at du tænker langsigtet, når du leder efter en bolig som førstegangskøber.

For selvom du falder pladask for en bolig nu, er det ikke sikkert, at den dækker dine behov, hvis du kigger fem eller ti år ud i fremtiden.

”Når du overvejer at købe et hus, er det vigtigt, at du ikke kun fokuserer på dine nuværende behov. Og det gælder både, hvis du er førstegangskøber eller har købt eller solgt boliger før. Undersøg gerne, om der i fremtiden kan opstå situationer, der kan få betydning for dit boligkøb,” siger Bo Halm Andersen.

  • Familieforøgelse – Planlægger du at få børn i den nærmeste fremtid? Er der plads og værelser nok i huset til alle? Hvad med afstanden til institutioner og skole? Er området velegnet til børnefamilier?
  • Løbende vedligeholdelse – Hvordan er boligens tilstand? Vil den kræve meget vedligeholdelse i de kommende år? Og er du klar på at hoppe i arbejdstøjet og investere tid i gør-det-selv projekter?
  • Udvikling af lokalområdet – Er der planer for dit kommende nabolag, som kan påvirke din dagligdag? Kommer der nye indkøbsmuligheder? Er den lokale skole lukningstruet? Og hvad med infrastrukturen? Jo mere, du kan finde ud af om lokalområdet, desto bedre.
“Jeg kan kun anbefale, at man som førstegangs­køber tager ud til en masse fremvisninger og åbent hus-arrange­menter.”
Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi

3. Fremvisninger og åbent hus

Har du fundet drømmehuset online? Så er det tid til at finde ud af, om boligen i virkeligheden lever op til dine forventninger. Og det kan du kun finde ud af ved at tage ud og se boligen og nabolaget.

”Jeg kan kun anbefale, at man som førstegangskøber tager ud til en masse fremvisninger og åbent hus-arrangementer. Det er først her, at man for alvor får en fornemmelse af huset og lokalområdet,” siger Bo Halm Andersen, som tilføjer, at man ikke skal blive slået ud af den, hvis boligen ikke lever op til ens forventninger i første omgang.

”Det er jo desværre ikke sikkert, at huset er som håbet eller forventet. Men selv i de situationer, er man ofte blevet klogere på, hvad man vil have og hvad man ikke vil have. Og det er i sig selv værdifuld viden, som man kan tage med videre i sin boligjagt, når man skal ud at se det næste hus,” lyder det fra Bo Halm Andersen.

Tip 💡

Du kan bl.a. gøre følgende for at få et bedre indblik i en bolig, og ikke mindst dets omgivelser:

  • Tag til fremvisninger og åbent hus-arrangementer
  • Gå en tur i lokalområdet
  • Spis frokost på en café eller restaurant i området
  • Besøg de lokale butikker
  • Tal med venner eller bekendte, der kender området
Portrætbillede af Bo Halm Andersen

Ifølge Bo Halm Andersen er det vigtigt, at du sætter penge af til vedligeholdelse af boligen.

4. Sæt penge af i budgettet til vedligeholdelse

Finansieringen af huset skal naturligvis være på plads, inden du sætter din underskrift på en købsaftale.

Men udover finansieringen af købet, er der også andre økonomiske faktorer, du skal være opmærksom på.

”Det er vigtigt at lave et realistisk budget, når du vil være husejer. Det vil sige, at du med fordel kan lægge penge til side hver måned til vedligeholdelse af boligen og til uforudsete udgifter," siger Bo Halm Andersen, som tilføjer:

"For uanset, hvilken bolig du ender med at købe, kan du være 100% sikker på, at der med tiden vil opstå situationer, hvor det er nødvendigt at give dit hus en kærlig hånd. Og så er det godt at have sat nogle penge af til lige netop det formål,” forklarer fra Bo Halm Andersen.

Vidste du at ...

Der blev solgt 46.876 villaer og rækkehuse i Danmark i 2023?

NRGi rådgiver sidder sammen med kunder

Har du fundet drømmeboligen?

Få klar besked om ­boligens byggetekniske tilstand og fremtidig vedligeholdelse med køberrådgivning fra os. Vi er 100% på din side, og vi dækker hele landet.

NRGi rådgiver taler med et ungt par

Overvej at alliere dig med en køberrådgiver, der kan give dig uvildig sparring om boligen.

5. Se muligheder fremfor begrænsninger

Når du kigger på boliger, er det også vigtigt at kigge på husets muligheder og ikke blot dets begrænsninger.

”Jeg oplever desværre fra tid til anden, at førstegangskøbere f.eks. ikke kan lide udseendet på køkkenet, badeværelset eller haven, og det kan få dem til at fravælge en bolig. Og det er en skam, hvis resten af huset ellers lever op til deres krav og ønsker,” siger Bo Halm Andersen.

Han lægger derfor op til, at man som boligkøber fokuserer på, om man kan ændre de ting, som man eventuelt er utilfreds med ved huset, og i så fald, hvad vil det kræve at nå i mål.

Ifølge Bo Halm Andersen bør du overveje at gennemgå boligen med en køberrådgiver, der er uddannet til at se muligheder og udfordringer i boligen, og som kan komme med uvildig rådgivning til dig.

Vidste du at ...

Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Statistik var hver anden boligkøber i 2022 førstegangskøber?

“Der er ingen grund til at blive skræmt væk af et dårligt energimærke.”
Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi
Illustration af en energi­mærkningsrapport - side 1

Som førstegangskøber kan du finde en masse værdifuld viden i boligens energimærknings­rapport.

6. Læs energimærknings­rapporten

Det er en rigtig god idé at dykke ned i boligens energimærknings­rapport – uanset, om du er førstegangs­køber eller har erfaring med boligmarkedet.

I en energimærkningsrapport kan du blive klogere på:

  • Hvad du kan forvente af udgifter til energi?
  • Hvor meget, du kan spare om året, hvis du energirenover boligen?

I energimærkningsrapporten finder du anbefalinger til rentable energirenoveringer og du kan samtidig se, hvad du kan forvente at spare – både i kroner, men også i forhold til boligens CO2-udledning.

Derfor skal du heller ikke blive skræmt, hvis en bolig har et energimærke i den lave ende af energimærkningsskalaen.

”Der er ingen grund til at blive skræmt væk af et dårligt energimærke. I energimærkningsrapporten er der forslag til projekter, der kan forbedre husets energimærke. Det kan f.eks. være hulmursisolering, energirigtige vinduer eller udskiftning af husets nuværende varmekilde. Og det kan være en god idé at gennemføre disse energirenoverings­projekter,” siger Bo Halm Andersen, som tilføjer:

”Det vil hjælpe dig med at spare på varmen, men også bidrage til en sundere bolig og et bedre indeklima. Og så kan et forbedret energimærke potentielt også være med til at øge boligens værdi, hvis du en dag vil sælge boligen igen.”

NRGi rådgiver taler med et par

Få evt. en køberrådgiver til at gennemgå boligens dokumenter sammen med jer.

7. Bliv ikke skræmt væk af tilstandsrapporten

Vi bliver ved boligens rapporter. Nærmere bestemt husets tilstandsrapport.

For det er også vigtigt, at du læser tilstandsrapporten, så du får indblik i boligens faktiske tilstand og bliver bekendt med eventuelle fejl og mangler.

Men det er også vigtigt, at tilstandsrapporten ikke unødvendigt får dig til at takke nej til en potentiel drømmebolig.

”Som førstegangskøber kan du måske blive skræmt væk fra en bolig, hvis der er bemærkninger i tilstandsrapporten. Men at en skade på boligen bliver vurderet til en kritisk skade (rød), er ikke ensbetydende med, at du bør droppe boligen,” lyder det fra Bo Halm Andersen.

Han anbefaler, at du får en køberrådgiver eller byggeteknisk rådgiver til at gennemgå tilstandsrapporten sammen med dig og forklare, hvad de eventuelle forhold i tilstandsrapporten betyder.

Foruden tilstandsrapporten og energimærkningsrapporten, er det også vigtigt, at du læser elinstallations­rapporten og eventuelle andre vigtige dokumenter. 

Vidste du at ...

Vidste du, at i 2022 var den gennemsnitlige alder for førstegangskøbere af boliger i Danmark 35,4 år?

Et ungt par sidder ved et spisebord

Husk at være tålmodig og holde humøret højt, hvis boligjagten trækker ud.

8. Tålmodighed er nøglen

Boligkøb er en proces, der kan vække stærke følelser – især for førstegangskøbere.

For det er ikke ualmindeligt, at man forelsker sig i en bolig, som desværre ikke bliver til noget alligevel.

Men hvis en handel ikke lykkes, skal du ikke fortvivle. Der vil altid være andre muligheder på markedet.

”Det er naturligvis frustrerende, når en bolighandel ikke går igennem af den ene eller den anden årsag. Her er tålmodigheden nøglen. Og du skal også huske på, at den perfekte bolig ikke nødvendigvis er noget man finder, men derimod noget man skaber over tid. Så vær tålmodig og fokuser på dine behov, så skal du nok finde det rigtige hjem til dig og din familie,” siger Bo Halm Andersen.

Ekspertens tjekliste

At købe en bolig for første gang kan virke uoverskueligt for mange førstegangskøbere. Men hvis du er godt forberedt og indleder boligjagten med at tage udgangspunkt i dit liv, dine ønsker og din økonomiske situation, skal du nok lykkes med at finde din første bolig før eller siden. 

Så husk de gode råd: 

  • Skriv dine/jeres krav og ønsker til boligen ned
  • Husk at tænke langsigtet
  • Tag til en masse fremvisninger og åbent hus-arrangementer
  • Lav et realistisk budget med plads til vedligeholdelse og uforudsete udgifter
  • Se muligheder fremfor begrænsninger
  • Læs handlens dokumenter (heriblandt energimærkningsrapporten, tilstandsrapporten og elinstallationsrapport) 
  • Husk at tålmodigheden er nøglen 

Rigtig god boligjagt! 

Vil du læse mere?

NRGi Rådgiver undersøger et vindue (1)

Luftfugtighed i hjemmet: Her er alt, du skal vide

Bliv klogere på, hvad luftfugtighed er. Og få ekspertens 5 bedste råd til at forbedre luftfugtigheden i dit hjem.

04.04.2023

Bo Halm Andersen Undersøger En Tætningsliste

8 budget­venlige projekter, der kan sænke din varme­regning

Vil du gerne spare på varmen? Vi har samlet 8 projekter, der kan sænke dit varmeforbrug uden, at det sprænger dit budget.

04.12.2023

Løbende Vandhane

Spar på vandet: 10 spare­tips til at sænke dit vandforbrug

Få gode råd og praktiske tips til at spare på vandet med vores guide til vandbesparelse i hjemmet.

16.11.2023

Portræt Af Bo Halm Andersen

Træk fra vinduer og døre: Sådan undgår du den kolde luft

Træk og kold luft fra dine vinduer og døre er ikke kun dårligt nyt for dit indeklima. Det kan også koste dig dyrt i form af en højere varme­regning.

11.12.2023