Artikel

Gør dit hus forårsklar: Her er 9 steder, du altid bør tjekke


Når foråret melder sin ankomst, er det tid til at gennemgå din bolig og sikre, at den er klar til resten af året.

Gør Din Bolig Forårsklar

Når dagene bliver længere, og temperaturen stiger, er det tid til at give boligen en kærlig – og måske tiltrængt – hånd.

Foråret er det perfekte tidspunkt til at tjekke huset for efterårets og vinterens slid samt eventuelle skader. Men hvad skal du egentlig holde øje med, når du gør din bolig forårsklar?

Det får du svar på her. Vi har samlet en tjekliste med ni vigtige punkter, så du hurtigt får overblik over, hvor du bør sætte ind, og hvordan du gør boligen klar til foråret og sommeren. 

1. Rens husets tagrender og nedløbsrør

Start med at finde stigen frem og giv dine tagrender et grundigt eftersyn.

Efterårets blade og smågrene kan have samlet sig i tagrenderne og blokere for vandets vej væk fra huset. Hvis tagrenderne er tilstoppede, kan vandet ikke ledes korrekt bort, hvilket kan føre til dyre og omfattende fugt- og vandskader på ydermuren.

For at undgå problemer, inden forårsregnen og sommerens skybrud sætter ind, er det en god idé at rense tagrenderne og tjekke, om nedløbsrørene er tilstoppede. 

Hold øje med:

  • Har der samlet sig snavs, blade eller grene i tagrenden?
  • Er der revner, utætheder eller rust – især ved samlingerne?
  • Har tagrenden den rette hældning, så vandet ledes mod nedløbsrøret?
  • Løber vandet frit gennem nedløbsrørene, eller er de blokerede?

2. Tjek taget for skader

Du behøver ikke at stille stigen væk endnu, for taget skal også gøres forårsklar.

Det er næppe nogen overraskelse, at taget skal modstå lidt af hvert fra naturens side. Det er boligens første forsvar mod vind og vejr, så det er vigtigt at sikre, at det har klaret vinteren uden skader.

Hvis taget ikke vedligeholdes, kan det ende med at blive en dyr udgift.

Hold øje med:

  • Løse, manglende eller beskadigede tagsten.
  • Revner i tagbelægningen eller inddækninger.
  • Om alle tagsten er intakte og ligger korrekt, så der ikke kan trænge vand ind til selve tagkonstruktionen.
  • Inddækningen ved husets skorsten og ved tagvinduer. Tjek, om de slutter tæt mod tagbelægningen – de kan nemlig godt løsne sig i storm og blæst.
  • Vindskederne for enden af gavlen. Hvis de er ødelagte eller revnede, bør de udbedres hurtigt.
Energi- og bolig

Vil du spare på el- og varmeregningen?

Få en fagmand til at gennemgå din bolig og få konkrete råd til, hvordan du kan spare på el og varme. Bestil online eller ring til os på 7022 8686.

Foraarsklar Bolig Tjek Fuger Murvaerk Skruetraekker

En vigtig del af at gøre boligen forårsklar er at tjekke facaden på huset.

3. Undersøg facaden på huset

Vintermånederne kan være hårde ved husets facade og murværk, hvor især fugerne i murstenshuse er særligt udsatte for efterårs- og vintervejret.

Gå en tur rundt om dit hus og kig efter revner, løst puds og frostsprængninger i facaden – både i fugerne og på selve murstenene.

Vinterens minusgrader kan få fugerne til at smuldre, hvilket gør murværket mere sårbart over for vandindtrængning.

Hvis der allerede er skader på murværket, er det vigtigt at få dem udbedret hurtigt. Når først fugt trænger ind i murværket og videre til den bagvedliggende konstruktion, kan det føre til større skader, især når frosten vender tilbage.

Hold øje med:

  • Om fugerne mellem murstenene har revner eller er faldet ud.
  • Ødelagte mursten, f.eks. frostsprængte mursten.
  • Ødelagte fuger, hvor mørtlen er porøs eller ved at smuldre væk.

Du kan skrabe på mørtlen med en skruetrækker for at se, om den er skrøbelig og kan skubbes løs. 

Har dit hus en træfacade?

Så bør du holde øje med, hvordan farven på træværket har udviklet sig over vinteren.

Lysere træ kan være et tegn på, at det trænger til træbeskyttelse, mens mørke skjolder eller gule pletter kan indikere begyndende svamp. Hvis træet virker blødt eller fugtigt, bør du tage hånd om problemet hurtigt for at forhindre yderligere skader.

Vedligeholdelse af husets facade er med til at beskytte boligen mod fugt og skader – og det kan samtidig forlænge bygningens levetid betydeligt.

Foraarsklar Bolig Tjek Husets Sokkel

4. Husk at tjekke soklen

Det er også vigtigt, at du giver soklen på dit hus en grundig gennemgang.

Soklen kan udvikle revner og skader, især efter en hård vinter. Sørg for at inspicere soklen for revner eller sprækker, der kan lade fugt trænge ind i fundamentet og videre op i konstruktionen.

Små revner kan ofte udbedres nemt, mens større revner kan kræve mere omfattende reparationer.

Hold øje med:

  • Mørke pletter eller skjolder fra vand og fugt.
  • Om eventuelle ventilationsåbninger er blokerede.
  • Revner eller afskalninger, der kan tillade fugtindtrængning.
  • At jorden hælder væk fra huset for god dræning.

Gør-det-selv eller professionel hjælp?

Der kan dog være stor forskel på revnernes omfang.

Ved at tjekke soklen kan du hurtigt vurdere, om en revne blot skal pudses op, eller om skaden kræver professionel hjælp. Hvis revnen fortsætter op i murværket, kan skaden være mere omfattende. Her bør du få en fagperson til at vurdere din bolig.

5. Undersøg husets døre og vinduer

Foråret er også det perfekte tidspunkt til at tjekke dine vinduer og døre.

Du kan blandt andet tjekke, om der er tegn på råd og svamp i træværket - særligt ved bund- og glaslister.

Frost og isdannelse kan skade tætningslister mellem termoruder og karme. Derudover kan vand trænge ned bag bundlisterne, hvilket på sigt kan nedbryde træet. 

Hold øje med:

  • Om dine tætningslister er slidte og ødelagte, hvilket kan forårsage træk. Det kan få din varmeregning til at stige, når varmen siver ud og samtidig være med til at skabe et dårligt indeklima. 
  • Revner på vinduesrammerne, der kan påvirke tætheden.
  • Om vinduernes hængsler fungerer korrekt.
  • Tegn på fugt eller råd i træværket. Tjek træets tilstand med en skruetrækker. Hvis den går 3-6 mm ind, kan der være fugtskader. Går den dybere, kan træet være råddent og kræve udskiftning.

6. Forårstjek af loftet

Efter du har tjekket taget udefra, giver det god mening at undersøge det indefra – hold især øje med tegn på rådskader, som en del af din tjekliste for at gøre boligen forårsklar.

Gå en tur op på loftet, mens der stadig er dagslys, og undgå at tænde lyset. Hvis sollys trænger ind gennem huller eller utætheder i taget, kan regn og sne – især fygesne – også finde vej ind.

Fygesne kan trænge gennem selv de mindste sprækker, og når det smelter, kan det føre til fugtskader på trækonstruktionen. Opdages det for sent, kan skaden udvikle sig og blive en dyr affære at udbedre.

Hold øje med:

  • Huller i taget, hvor regn og sne kan trænge ind.
  • Synlige tegn på fugtskader, som kan føre til skimmelsvamp i huset.
  • Om loftisoleringen er beskadiget, f.eks. hvis den er faldet sammen eller fugtig.
  • Eventuelle fugtskjolder på gangbroen – det kan være et tegn på utæthed i taget.

7. Tjek boligen for fugt og skimmelsvamp

Man kan næsten ikke sige forår uden at tænke på forårsrengøring.

Når du alligevel suser rundt i huset med støvsuger, sæbevand og karklude, er det en god idé at holde øje med, om der gemmer sig fugt eller skimmelsvamp.

Fugtproblemer kan opstå i både ældre og nyere boliger og kan føre til dårligt indeklima, lugtgener og i værste fald sundhedsskadelige skimmelvækster.

Hvis fugt trænger ind i vægge, gulve eller lofter, kan det skade boligens konstruktioner og føre til dyre reparationer.

Hold øje med:

  • Mørke skjolder eller misfarvninger på vægge, lofter og langs gulvlister.
  • Muggen eller jordslået lugt, især i kældre, badeværelser og hjørner af huset.
  • Kondens på vinduer og kolde ydervægge – det kan være et tegn på høj luftfugtighed.
  • Revner i fugerne på badeværelset eller misfarvninger i fugemassen.
  • Om møbler placeret tæt op ad ydervægge viser tegn på fugt – tjek f.eks. bagsiden af skabe og sofaer.

8. Giv kælderen et forårstjek – både inde og ude

Foråret er et godt tidspunkt til at tage et grundigt kig på kælderen. Fugtskader kan opstå i løbet af vinteren, og hvis du opdager dem i tide, kan du forhindre større problemer.

Så husk at gå en tur ned i kælderen, når du gør dit hus forårsklar. 

Start med at tjekke kælderen indefra. Kig efter misfarvninger på væggene, fugtskader eller en muggen lugt – det kan være tegn på begyndende skimmelsvamp. Hvis du oplever fugtige pletter eller afskallende maling, kan det være et tegn på, at der trænger vand ind udefra.

Tag derefter en runde udenfor. Fjern blade og skidt, som har samlet sig over vinteren, især ved kælderskakte og lyskasser. Kontrollér, at afløbene ikke er tilstoppede, så regnvand ledes væk fra huset i stedet for at trænge ind i kælderen.

Hold øje med:

  • Misfarvninger, afskallende maling eller fugtige pletter på vægge og gulve.
  • En muggen eller jordslået lugt, der kan indikere skimmelsvamp.
  • Blokerede afløb i kælderskakte eller lyskasser, der forhindrer vand i at løbe væk.
  • Revner i kældervæggene, der kan give fugt mulighed for at trænge ind.

9. Tjek husets vand- og varmerør

Sidst, men ikke mindst, er det en god idé at give boligens vandrør et forårstjek.

Vinterkulden kan have sat sine spor, og frostsprængninger eller utætheder kan føre til vandskader, hvis de ikke opdages i tide. Det gælder især rør i kolde områder som skunkrum, loftrum og udendørs vandhaner, hvor temperaturen har været lavest.

Vil du være sikker på, at der ikke er skjulte utætheder, kan du lave en simpel test: Luk alle vandhaner, og sluk for vaskemaskine, opvaskemaskine og andre vandforbrugende apparater.

Tjek derefter din vandmåler. Hvis den stadig bevæger sig, kan det være et tegn på utætheder et eller flere steder.

Hold øje med:

  • Sprækker eller utætheder i vandrør, som kan være tegn på frostsprængninger.
  • Dryppende eller utætte udendørshaner – selv en lille læk kan med tiden føre til større vandskader.
  • Rør, der føles fugtige eller har kalkaflejringer, hvilket kan indikere en langsom lækage.
  • Opdager du skader, bør de udbedres hurtigt for at undgå større problemer. En tidlig indsats kan forhindre dyre og besværlige reparationer. 

Vil du læse mere?

NRGi Rådgiver undersøger et vindue (1)

Luftfugtighed i hjemmet: Her er alt, du skal vide

Bliv klogere på, hvad luftfugtighed er. Og få ekspertens 5 bedste råd til at forbedre luftfugtigheden i dit hjem.

04.04.2023

Murermestervilla Fra 1950

Energirenovering: Sådan energi­optimerer du dit hus

Vil du sænke din varmeregning, skabe et mere behageligt indeklima og samtidig gøre noget godt for klimaet? Så er det måske tid til at energirenovere dit hus.

27.10.2023

Reducer Din Varmeregning Ved At Skrue Op For Radiatorerne

Det betyder tallene på radiatorens termostat

Har du tænkt over, hvad tallene på din radiators termostat egentlig betyder? Bliv klogere på det her og få mere ud af dine radiatorer.

05.02.2024

Energirenoveringspuljen 2025 Rådgiver Taler Med Kunde Udenfor

Energirenoveringspuljen 2025: Sådan får du tilskud

Vil du energirenovere din bolig? Få tilskud til energiforbedringer, der sænker dit energiforbrug og forbedrer din bolig.

08.04.2024