Artikel

Placering af varmepumpe: Det skal du være opmærksom på


Vidste du, at placeringen af din varmepumpe spiller en stor rolle i forhold til dens effektivitet og støjniveau?

Varmepumpe hænger på siden af et sommerhus

Inden du investerer i en varmepumpe, er det en god idé at overveje, hvor det bedst kan betale sig at placere den.

Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvor du placerer den, hvis du vil have det optimale ud af din varmepumpe.

Både når vi taler økonomi og effektivitet. Og faktisk også dit forhold til dine naboer. 

I denne artikel tager vi udgangspunkt i en luft til vand-varmepumpe. 

En luft til vand-varmepumpe består af to dele: en indedel og en udedel, som er forbundet med hinanden. Og det er disse to dele, du skal finde plads til i og uden for din bolig.

Placering af udedelen

Start med at kigge på udedelen. Udedelen fungerer ved at trække energi ud af luften, som den sender videre til indedelen. Denne proces sker ved hjælp af en kompressor, en ventilator og effektiv luftgennemstrømning.

Det vil med andre ord sige, at udedelen af din varmepumpe har brug for luft omkring sig for at fungere optimalt. Så undgå at stille varmepumpen alt for tæt på boligens murværk.

Sørg for, at der er 20-40 centimeter ind til murværket.

På den måde sikrer du, at der er rigeligt med luftgennemstrømning, så varmepumpen hele tiden får tilført frisk luft.

NRGi rådgiver står uden for et hus sammen med et ægtepar

Sørg for at stille din varmepumpe et sted, så du nemt kan give den et hurtigt servicetjek.

Tænk på service

En af fordelene ved en varmepumpe er, at den kræver meget lidt, når vi taler om drift og vedligeholdelse.

Men derfor er det stadig en god idé at placere varmepumpens udedel et sted, hvor du eller en installatør nemt kan komme til den.

Du bør derfor undgå at placere udedelen et sted, hvor det er svært at tilgå den eller hvor det kræver en stige eller stillads, hvis du vil give den et eftersyn.  

Mand indstiller en varmepumpe

Varmepumpens indedel kan med fordel placeres tæt på udedelen.

Placering af indedelen

Når det kommer til placeringen af indedelen af din luft til vand-varmepumpe, kan du med fordel placere den tæt på udedelen.

På den måde minimerer du længden på rørføringen mellem ude- og indedelen, hvilket er med til at reducere varmetab.

Og det er med til at gøre din varmepumpe mere effektiv og økonomisk.

Mange vælger ofte at placere indedelen dér, hvor deres nuværende varmekilde er placeret, fx i deres bryggers, fyrrum eller teknikrum.

Det giver også mening, da boligens eksisterende rør og vvs-installationer fra den tidligere varmekilde er placeret der. 

Hvis det ikke er en mulighed, kan du risikere, at installationen bliver dyrere, hvis der skal trækkes ekstra varmerør og ledninger.

Familie spiller fodbold i haven

Placér din varmepumpe, så den ikke forstyrrer dig eller dine naboer.

Tag højde for støjgener

Vi kommer ikke udenom det, når vi taler om placeringen af en varmepumpe.

Udedelen af en luft til vand-varmepumpe støjer lidt.

Og selvom de nyeste modeller bliver mere og mere støjsvage, så er der nogle gode råd, du kan følge, så placeringen af din varmepumpe ikke forstyrrer dig eller fører til nabokrig over ligusterhækken. 

Heldigvis kan du gøre en del for at undgå støj fra din varmepumpe. Alene placeringen af udedelen til din varmepumpe kan være med til at reducere støjen.

Men det betyder også, at du kan komme til at forstærke støjen, hvis du placerer din varmepumpe et uheldigt sted.

Tænk over underlaget

Når du nu er ved at finde ud af, hvor du kan placere din varmepumpe, bør du også overveje, hvad du vil stille den på.

Det er naturligvis vigtigt, at varmepumpen står på et solidt og stabilt underlag, men der er forskel på, hvordan underlaget kan påvirke lydniveauet positivt eller negativt.

Som tommelfingerregel kan du regne med, at et blødt underlag, som fx jord eller græsplæne absorberer lyden bedre end et hårdt underlag, såsom fliser, som kan være med til at forstærke støjen. 

Du kan også overveje at købe stødabsorberende gummifødder til din varmepumpe, der kan hjælpe med at mindske vibrationer fra varmepumpen. Særligt hvis du er nødt til at placere den på et hårdt underlag.

Kvinde sidder i køkkenet og kigger på sin computer

Husk at tjekke, hvad støjgrænserne er i din kommune.

Tjek kommunens støjgrænser

Placeringen af din luft til vand-varmepumpe handler ikke kun om at følge en masse gode råd.

Der findes også klare regler for, hvor meget din varmepumpe må støje.

Det er kommunerne, der bestemmer, hvad støjgrænserne er i dit nabolag. Og det kan variere fra kommune til kommune. 

Mange kommuner følger dog Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser.

Støjgrænsen vil typisk være mellem 35-40 dB, men det kan som sagt variere. Og der er også forskellige regler for, hvor meget du må støje på forskellige tidspunkter af døgnet. Så husk at tjekke op på det.

9 gode råd til placering af din varmepumpe

  1. Sørg for at placere udedelen og indedelen er tæt på hinanden, så du minimerer varmetab
  2. Placér udedelen, så der er 20-40 centimeter fra varmepumpen hen til din boligs murværk, så den har masser af luft omkring sig
  3. Gør det nemt at tjekke og servicere varmepumpen ved at placere den et sted, du nemt kan komme til
  4. Undgå at placere udedelen tæt på soveværelsesvinduer, stuevinduer eller andre steder, hvor du opholder dig meget af hensyn til støj
  5. Ovenstående råd gælder naturligvis også for dine naboer – undgå at placere din varmepumpe, så det støjer hos naboen
  6. Forsøg at placere varmepumpen så langt væk fra skel, som det er muligt
  7. Se om du kan placere udedelen, så dit udhus, skur eller garage kan skærme af for støjen
  8. Undgå at stille udedelen i eller ovenpå din garage eller dit skur
  9. Husk at tjekke, hvad støjgrænserne i din kommune, så du overholder reglerne
Familie hilser på NRGi rådgiver

Tag en snak med en VE-godkendt installatør, så I kan finde den bedste placering til din varmepumpe.

Tal med en VE-godkendt installatør

Er du stadig i tvivl om, hvor du skal placere din varmepumpe?

Bare rolig. Du kan altid tale med en VE-godkendt installatør, der kan hjælpe dig med at finde den helt rigtige placering til lige netop din varmepumpe.

Vil du læse mere?

Raadgiver Kigger På Tag13

Hulmursisolering: Få et bedre indeklima og spar på varmen

Er der hulrum i dine ydervægge? Opdag fordelene ved hulmursisolering, og se, om denne energibesparende løsning er noget for dig.

16.02.2023

NRGi Rådgiver undersøger et vindue (1)

Luftfugtighed i hjemmet: Her er alt, du skal vide

Bliv klogere på, hvad luftfugtighed er. Og få ekspertens 5 bedste råd til at forbedre luftfugtigheden i dit hjem.

04.04.2023

Nrgi Rådgiver Undersøger Tætningslisten På Et Vindue

Alt om tætningslister: Derfor er de vigtige for din bolig

Er dine tætningslister gamle og slidte? Så er det en god idé at skifte dem. Det kan nemlig øge komforten i dit hjem og være med til at sænke din varmeregning.

03.02.2023

Nrgi Rådgiver Kigger På Et Relæ

Boligejere ved ikke om deres el-installationer er lovlige

Har du styr på, hvordan det står til med dine elinstallationer? Som boligejer kan det både være farligt og koste dig dyrt, hvis dine installationer er ulovlige.

15.09.2022