Artikel

8 budget­venlige projekter, der kan sænke din varme­regning


Vil du gerne spare på varmen? Vi har samlet 8 projekter, der kan sænke dit varmeforbrug uden, at det sprænger dit budget.

Murermestervilla set udefra

Når temperaturen falder, og varmeregningen stiger, er det ikke ualmindeligt at man som boligejer overvejer, om det er på tide at energirenovere sit hjem for at spare på varmen.

Ordet "energirenovering" får dog ofte folk til at tænke på store projekter, såsom hulmursisolering, installation af energieffektive vinduer eller udskiftning af varmesystemet.

Men der findes også andre former for energirenoveringsprojekter, som ikke koster kassen, og som de fleste boligejere med lidt håndværks­mæssig snilde kan kaste sig over.

Vi har derfor bedt vores faste ekspert, Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent her i NRGi, om at komme med 8 budgetvenlige projekter, der kan hjælpe dig med at spare på varmen.

1. Isolering af varmerør

En af de mest oversete kilder til varmetab i hjemmet findes i form af varmerør, der løber i uopvarmede områder af din bolig, som fx husets tagrum, skunkrum, kælder eller krybekældre.

Uden isolering kan disse rør miste en stor mængde varme til de omgivende kolde rum.

Det er både spild af energi og medvirkende til at din varmeregning bliver unødvendig høj.

Heldigvis er det relativt simpelt og billigt at isolere dine varmerør med rørskåle – også kendt som rørisolering.

Det forklarer Bo Halm Andersen.

”Der er flere fordele ved at isolere disse rør. For det første er det simpelt, så næsten alle kan gøre det. Det kræver hverken specialviden eller -værktøj, men blot lidt tålmodighed. Og så er det omkostningseffektivt i den forstand, at det er en lille investering, som du får glæde af med det samme,” siger Bo Halm Andersen.

Ved at isolere dine varmerør, mindsker du varmetabet, hvilket betyder, at dit varmesystem ikke behøver at arbejde lige så hårdt for at opretholde den ønskede temperatur i dit hjem.

NRGi rådgiver Bo Halm Andersen undersøger en tætningsliste

Tjek at boligens tætningslister ikke er gået i stykker. Ellers bør du overveje at udskifte dem.

2. Tætningslister til døre og vinduer

Det er tid til at give dine vinduer og døre et servicetjek.

Nærmere bestemt skal du kigge efter tætningslisterne på dine døre og vinduer.

Tætningslister er en enkel og omkostningseffektiv måde at forhindre træk og varmetab gennem døre og vinduer - to af de mest almindelige steder, hvor uønsket kold luft kan trænge ind, og varm luft kan slippe ud af et hjem.

Nye tætningslister kan være med forbedre komforten i dit hjem og reducere energiforbruget betydeligt. Og det er noget, du selv kan kaste dig over, hvis du er lidt fiks på fingrene og går til opgaven med en portion tålmodighed,” siger Bo Halm Andersen.

“Nye tætnings­lister kan være med forbedre komforten i dit hjem og reducere energi­forbruget betydeligt.”
Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi

3. Justering af vindueshasper

Vi bliver ved dine vinduer lidt endnu. Du kan nemlig spare på varmen ved at sikre dig, at dine vindueshasper er justeret korrekt, så vinduerne slutter tæt mod karmene.

Over tid kan hasperne på vinduer nemlig løsne sig, hvilket fører til, at vinduerne ikke lukker så tæt som de burde. Det kan skabe træk, som kan føre til et dårligt indeklima.

Det kan også resultere i et højere energiforbrug, så du skal hive ekstra penge op af lommen, når du skal betale din varmeregning.

”Ved at justere hasperne sikrer du, at vinduerne lukker korrekt og tæt mod karmene,” forklarer Bo Halm Andersen, som tilføjer:

”Det er med til at forhindre, at kold luft kommer ind og varm luft siver ud. Og ofte kan du justere vindueshasperne med en ganske almindelig skruetrækker fra værktøjskassen.”

NRGi rådgiver Bo Halm Andersen

Det er særligt fugerne ved boligens vinduer eller døre, du skal tjekke.

4. Tjek fugerne i murværket

Det er tid til at bevæge sig uden for og tjekke om fugerne i husets murværk er, som de skal være.

For selvom det er vigtigt at lufte ud i din bolig, skal det helst ikke ske på grund af huller eller sprækker i ydervæggene.

Det gælder især i de områder, hvor forskellige bygningsdele mødes, fx vinduer eller døre.

Fuger i ydervæggene er skabt til at modstå en masse fra naturens side, men over tid kan de alligevel blive slidte, krakelere eller smuldre.

Det kan føre til at kold luft trænger ind i dit hus, og varmen siver ud. Du kan også risikere, at der kan komme vand ind i murværket, og så kan det ende med, at din bolig får en vand- eller fugtskade.

Hvis du sørger for at reparere de steder, hvor der er revner med en velegnet fugemasse, kan det være med til at skrue op for det gode indeklima og ned for varmetab og kuldetræk.

5. Isolering af loftlem

Har du en loftlem i din bolig?

Så kan den være en overset kilde til varmetab – særligt i ældre huse.

Da varm luft stiger opad, kan en dårligt isoleret loftlem tillade, at den kostbare varme undslipper til tagrummet eller loftet. Det er spild af varme, og det kan give dig et højere energiforbrug.

”Det kan være en rigtig god idé at isolere loftlemmen i din bolig. Det er med til at holde på varmen i din bolig, og dermed undgår du, at dit varmeforbrug stiger unødvendigt,” siger Bo Halm Andersen.

Du kan isolere loftlemmen ved at tilføje isoleringsmaterialer som skumplader eller mineraluld på undersiden af loftlemmen og sikre, at den har en tæt forsegling, når den er lukket.

6. Isolering af adgangslem til krybekælder

Vi hopper fra loftet til kælderen. For det er tid til at kigge på adgangs­lemmen til husets krybekælder.

Hvis din adgangslem til krybekælderen ikke er isoleret, kan det også føre til varmetab.

Det forklarer Bo Halm Andersen.

”Krybekældere er ofte uopvarmede og kan derfor være en kilde til både varmetab og kulde­indtrængning. Og det er dårligt nyt for inde­klimaet og din pengepung, da det får din varme­regning til at stige.

Men heldigvis kan du isolere husets adgangslem, lige som det var tilfældet med loftlemmen.

Overvej at tilføje isoleringsmateriale til adgangslemmen, som skumplader eller mineraluld.

Så kan du forbedre din boligs energieffektivitet ved at reducere varmetabet gennem krybekælderen. Og det fører lavere energiomkostninger og et mere behageligt indeklima i hele boligen.

“Krybe­kældere er ofte uopvarmede og kan derfor være en kilde til både varme­tab og kulde­­indtrængning.”
Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi

7. Isolering af skunklem

Vidste du, at der kan gemme sig en stor varmesluger bag husets skråvægge?

Vi taler naturligvis om boligens skunk.

En skunk er en del af et hus, typisk fundet under skråtage, hvor tagfladen møder ydervæggene. Det er med andre ord et hulrum, som er bag en lodret væg, der går fra gulv til loft eller skråvæg.

"Husets skunk eller hulrum, kan være skyld i varmetab, hvis det ikke er isoleret ordentligt. Det er dog ikke helt billigt at isolere husets skunk, men du kan starte med at få efterisoleret skunklemmen. Det er en budgetvenlig løsning, der vil gøre din bolig mere energieffektiv,” lyder rådet fra Bo Halm Andersen.

“Det er en budget­venlig løsning, der vil gøre din bolig mere energi­effektiv.”
Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi
NRGi rådgiver tjekker et badeværelse

Overvej at investere i et kontraspjæld til din friskluftsventil.

8. Tjek af friskluftsventiler

Friskluftsventiler kan være med til at skabe et sundt indeklima, men de bør ikke tillade unødvendigt træk.

Hvis du har friskluftsventiler i dit hjem, har Bo Halm Andersen en klar anbefaling til dig.

”Overvej installation af kontra­spjæld, der kan styre luft­strømmen og reducere træk. På den måde kan du bedre sikre, at din bolig har et sundt indeklima og god luft­cirkulation.”

Ved at montere et kontraspjæld kan du kontrollere luftstrømmen, så der kommer frisk luft ind, samtidig med at unødig kulde og træk minimeres.

Dette hjælper med at holde opvarmningsomkostningerne nede og forbedre boligens samlede energieffektivitet.

Vil du læse mere?

Kvinde Hænger Vasketøj Op Udenfor

Guide: Sparetips til din elregning, du kan bruge året rundt

Du kan spare penge og kWh på din elregning året rundt. Her får du vores bedste slanketips til din elregning, som du nemt kan bruge i hverdagen.

22.05.2022

Løbende Vandhane

Spar på vandet: 10 spare­tips til at sænke dit vandforbrug

Få gode råd og praktiske tips til at spare på vandet med vores guide til vandbesparelse i hjemmet.

16.11.2023

NRGi Rådgiver undersøger et vindue (1)

Luftfugtighed i hjemmet: Her er alt, du skal vide

Bliv klogere på, hvad luftfugtighed er. Og få ekspertens 5 bedste råd til at forbedre luftfugtigheden i dit hjem.

04.04.2023

Guide Få Dit Hus Klar Til Foråret

Guide til din tagrende: Sådan renser du dine tag­render

Er det lang tid siden, at du har tømt husets tagrender for blade og andet skidt? Vi viser dig, hvordan du nemt renser din tagrende, så du undgår skader på boligen.

07.11.2022