Artikel

Jagten på det perfekte indeklima: Sådan får du en sund bolig


Vi tilbringer størstedelen af vores tid i hjemmet. Derfor er det også vigtigt, at vi passer på og værner om vores indeklima, så både huset og os selv kan forblive sunde og raske. Læs mere om det her.

Opna En Sund Bolig Og Et Godt Helbred

Et dårligt indeklima kan både være skidt for boligen i form af fugt og skimmel – men det kan også være dårligt for os i form af hovedpine, allergier, astma og generel utilpashed.

Men hvordan opnår vi det perfekte indeklima?

Energivenligs faste ekspert, Bo Halm Andersen, giver her sine bedste råd til at opnå et indeklima, der sikrer både din og boligens sundhed.

”Et af boligens værste fjender er fugt, og når der ikke er automatisk udluftning i boligen, er fugt noget af det, der ophober sig mest af.”
Bo Halm Andersen Byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi
Skimmelsvamp i hjørnet af to vægge

Til dig uden genvindingsanlæg

Det er vigtigt at holde fokus på indeklimaet – især, hvis du bor i et hus uden genvindingsanlæg, som rigtig mange gør. Ifølge Bo Halm Andersen er det vigtigste og bedste råd ganske almindelig udluftning.

”Vi anbefaler, at man lufter ud to-tre gange dagligt af fem minutters varighed. Det er vigtigt, at der kommer gennemtræk. På den måde får man fugtig og forurenet luft udskiftet.

Et af boligens værste fjender er fugt, og når der ikke er automatisk udluftning i boligen, er fugt noget af det, der ophober sig mest af,” siger Bo Halm Andersen og forklarer, at fugtskader kommer med tiden og kan ses som mørke aftegninger på for eksempel vægge.

Husk at lufte ud

”Det er vigtigt at lufte ud, men samtidig skal du huske ikke at lufte for meget ud – især i de kolde måneder. Ofte ser man, at folk har vinduet i soveværelset åbent i flere timer, og det er en rigtig dårlig ide, da der så vil skabes kondens, når den kolde luft møder de varme vægge. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet, som er fugt. Så luft kun ud i fem minutter ad gangen,” siger Bo Halm Andersen.

Man kan – foruden udluftning – nedbringe sit fugtniveau i boligen ved at lade være med at tørre tøj indenfor og samtidig åbne et vindue på badeværelset, når man har været i bad.

Tændt stearinlys

Men det er ikke kun fugtig luft, der bidrager til et dårligt indeklima. Et dårligt indeklima består også af støv, partikler og pollen.

”Her i de mørke vintertider, synes mange det er hyggeligt at tænde stearinlys. Hvis ikke man helt kan undvære stearinlys, så skal man huske at lufte ud, når man slukker dem, da man ellers vil gå i seng og indånde de skadelige partikler, som stearinlys udskiller,” siger Bo Halm Andersen.

Det samme er gældende omkring mados. Når vi laver mad, bliver boligen påvirket af skadelige partikler.

Så hvis ikke man har en emhætte med meget sug i, kan man supplere med et åbent vindue. På den måde udsætter man sig selv for færreste mulige skadelige partikler.

Til dig med genvindingsanlæg

Med et genvindingsanlæg, eller ventilationsanlæg, som de også kaldes, er du allerede rigtig godt på vej mod et perfekt indeklima. Men kun, hvis anlægget har de bedste forudsætninger og virker optimalt.

Hvis du står overfor at skulle have installeret et genvindingsanlæg, anbefaler Bo Halm Andersen at du hyrer en professionel installatør – hvilket ofte også følger med i entreprisen, hvis du brygger nyt hus.

Den professionelle installatør sørger nemlig for at forhåndsindstille dit anlæg, så det efterfølgende fungerer helt efter bogen.

Hvis ikke anlægget installeres korrekt, vil man kunne føle træk og støj – og i værste tilfælde vil man kunne få store problemer med fugt, da nyere huse er meget tætte.

Det er derfor også vigtigt, at du ikke selv begynder at skrue eller dreje på de spjæld (udluftningskanalerne), der er placeret i de forskellige rum, da de er installeret fra begyndelsen.

Selvom du har genvindingsanlæg, er det vigtigt, at du husker at skifte filtret cirka hver tredje-fjerde måned. Hvis ikke filtret bliver skiftet, vil anlægget ikke virke optimalt, og du får dermed et ringere indeklima. Normalt sidder genvindingsanlægget i tagrummet, og det er også her, der skal skiftes filter.

Åbent vindue

Selvom genvindingsanlægget i sig selv sørger for et godt indeklima, så skal man stadig huske at lufte ud manuelt.

En tommelfingerregel er, at man bør lufte ud to-tre gange dagligt – med gennemtræk – af fem minutters varighed. Det, kombineret med genvindingsanlægget, vil sørge for et nærmest perfekt og sundt indeklima.

”Anlægget sørger hele tiden for det optimale indeklima, da fugtig luft, partikler, mados og lignende bliver skiftet ud med frisk luft.

Men et genvindingsanlæg kan være besværligt at installere i ældre huse, da rørene fylder en del i konstruktionen, så man ser det ofte i nyere huse,” forklarer Bo Halm Andersen.

Vil du læse mere?

Fordele Og Ulemper Ved Gulvvarme Og Radiatorer

Fordele og ulemper ved gulvvarme og radiatorer

Vi er gået vinteren i møde, og de kolde temperaturer viser sig tydeligt. Derfor er det også ekstra dejligt at komme hjem til en lun bolig.

12.02.2021

Det Skal Du Huske, Inden Du Køber Bolig 1

Behandler du din bolig som din bil? Få et Boligeftersyn

Når du køber bil, er det naturligt at få lavet service på den flere gange – for man vil jo gerne være godt kørende og undgå skader. Det samme er ikke ligeså naturligt med boligen. Og det er en skam.

19.06.2020

Guide Sådan Undgår Du Fugt I Boligen

Guide: Sådan undgår du fugt i boligen

Vil du undgå fugt i dit hjem? Det kan hurtigt ødelægge dit indeklima og bygningen, hvis skaden først er sket. Her får du 8 gode råd til, hvordan du kommer fugten til livs.

11.06.2020

Guide Sådan Kan Grønne Planter Forbedre Indeklimaet

Guide: Sådan kan grønne planter forbedre indeklimaet

Planter er fast inventar i de fleste hjem. Nogle bruger dem til indretning, mens andre værner om dem. Men faktisk har de også en positiv effekt på indeklimaet. Det fortæller vi mere om her.

12.05.2021