Artikel

8 tips: Sådan forebygger du skimmelsvamp i dit hjem


Skimmelsvamp kan ramme alle boliger. Men heldigvis kan du med gode råd og vaner sørge for at minimere risikoen for at der kommer skimmelsvamp i dit hjem.

Forårstjek af dit hus - Klassisk, murermestervilla set udefra

Mørke plamager på væggen, jordslået lugt, irritation og hovedpine.

Skimmelsvamp er ikke ligefrem en velkommen gæst i vores hjem. Men ikke desto mindre, finder skimmelvækst ofte vej indendørs - uanset, om du bor i hus eller lejlighed.

Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent her i NRGi, giver dig 8 gode råd og vaner, der kan hjælpe dig med at forebygge, at der kommer skimmelsvamp i din bolig.

Kvinde står i et køkken og drikker af en hvid kop

Gør det til en vane at lufte ud flere gange om dagen. Åbn vinduet, mens du børster tænder eller nyder en kop kaffe.

1. Husk at lufte ud

Ah, frisk luft! Udluftning er et af de bedste forsvar mod angreb fra skimmelsvampe. Og det er generelt med til at sikre, at du har et godt og sundt indeklima i dit hjem.

Så åbn vinduerne og luft grundigt ud - gerne med masser af gennemtræk, så den dårlige luft kommer ud og du får frisk luft ind.

Det er også vigtigt, at du husker at lufte ud i de kolde vintermåneder

Gør det til en vane

Du kan med fordel lufte ud 2-3 gange om dagen, og så i minimum 5-10 minutter – særligt i dit køkken, soveværelse og badeværelse. Det gælder også i de kolde vintermåneder. 

Ofte er det et spørgsmål om vaner, der gør, at du husker at lufte ud flere gange om dagen, mener Bo Halm Andersen. 

“Gør det til en vane at lufte ud, når du børster tænder om morgen og inden du hopper ned under dynen om aftenen.”

Hold øje med dine vindueskarme

Når du lufter ud, kan du også tjekke, hvordan det står til med dine vindueskarme. Det kan nemlig være en god idé at aftørre dem, hvis dine vinduer i løbet af natten dugger til. 

“Gør det til en vane at lufte ud, når du børster tænder om morgen, og inden du hopper ned under dynen om aftenen.”
Bo Halm Andersen Bygningssagkyndig og energikonsulent hos NRGi
NRGi rådgiver Bo Halm Andersen justerer en radiator

Du skal ikke skrue for meget ned for varmen, hvis du vil undgå skimmelsvamp i dit hjem.

2. Hold den samme temperatur i alle rum

Det kan være fristende at skrue ned for varmen, når energipriserne stiger. Og en tommelfingerregel siger da også, at du kan skære ca. 5 procent af din varmeregning, hvis du blot skruer én grad ned for temperaturen. 

Men du kan også skrue ned for varmen på den forkerte måde, advarer Bo Halm Andersen. 

“Dit hjem bør ikke komme under 18 grader. Og du bør også sørge for, at du har den samme temperatur i alle rum. Ellers kan du risikere at øge risikoen for at der kommer skimmelsvamp.”

3. Undgå fugt 

Skimmelsvamp elsker fugt. Derfor giver det næsten sig selv, at du skal sørge for at undgå fugt i din bolig og holde dit hjem så tørt, som muligt. 

“Der er en grund til at man siger, at fugt er skimmelsvampens bedste ven,” forklarer Bo Halm Andersen, som forklarer videre:

“Foruden dit køkken, kælder og soveværelse, er det særligt dit badeværelse, du skal være opmærksom på, hvis du vil undgå fugt og skimmelsvamp i dit hjem.”

Bo Halm Andersen anbefaler derfor, at du:

  • Lukker døren til badeværelset og tænder for ventilationen eller åbner et vindue, inden du hopper under bruseren
  • Sørger for at tørre eller skrabe vand væk fra vægge og gulv, når du har været i bad
  • Lufter ud eller lader ventilationen køre i et stykke tid efter, at du har været i bad
  • Hænger dit brugte og våde håndklæde til tørre - helst udenfor
Robotstøvsuger kører forbi en sovende hund

Man kommer ikke (altid) sovende til et rent hjem, men rengøring er generelt et godt middel mod skimmelsvamp.

4. Gør jævnligt rent

Sæbe, karklud, støvsuger, varmt vand og god gammeldags knofedt. Det er effektive midler mod skimmelsvampe. Fugt og støv er nemlig gode vilkår for at skimmelsvampe kan trives og sprede sine sporer.

“Når du har været rundt med støvsugeren og karkluden, er det en god idé at lufte ud. På den måde er du med til at fjerne det støv, der svæver i luften,” forklarer Bo Halm Andersen. 

Har du været i gang med at vaske gulv, er det ligeledes vigtigt, at du sørger for at lufte ud, så fugten kan forsvinde og ikke give grobund for skimmelsvamp. 

Kvinde løfter lugter på en gryde, mens en emhætte suger mados til sig

Husk altid at tænde for emhætten. Både før, under og efter madlavningen.

5. Tænd for emhætten

Du bør altid tænde for emhætten, når du brillerer ved komfuret. Sådan lyder den klare anbefaling fra Bo Halm Andersen. 

“Varme og mados fra din madlavning kan øge boligens luftfugtighed. Og det er guf for skimmelsvamp. Så sørg altid for at tænde for din emhætte, når du laver mad. Du kan også med fordel lægge låg på dine gryder, når de koger. Det sparer både energi og begrænser damp,” siger Bo Halm Andersen.

Det er også en god idé at holde emhætten tændt et stykke tid efter, at du er færdig med at lave mad, så den dårlig luft kan forsvinde helt. 

Og tjek løbende at både udsugning og aftræk virker som det skal. 

6. Brug tørresnor eller tørretumbler

Har du lige klaret bunken med vasketøj?

Så er det en god idé at hænge dit våde vasketøj til tørre udenfor eller smid det en tur i tørretumbleren. Det er nemlig bedst for dit indeklima, da vasketøj kan indeholde 2-3 liter fugt og vand, som fordamper i takt med at dit tøj hænger til tørre. 

“Det kan påvirke luftfugtigheden i et rum, hvis du vælger at tørre tøj indenfor, hvilket kan fremme væksten af skimmelsvamp og generelt give et dårligt indeklima. Og hvis du skal vælge med tørretumbleren og tørresnoren udenfor, er tørresnoren uden tvivl det bedste valg, hvis du kigger på det økonomisk og i forhold til klimaet,” lyder rådet fra Bo Halm Andersen.

7. Undgå møbler tæt på ydervæggen

Det er ikke ligegyldigt, hvordan du placerer dine møbler i hjemmet. Især ikke, hvis du bor i en ældre ejendom eller i en bolig, der er dårligt isoleret. 

Hvis du placerer tunge og store møbler, såsom sofa, reoler, skabe, større spejle eller din seng op ad en kold ydervæg, kan det give skimmelsvamp gode betingelser for at trives i dit hjem. 

“Sørg for at skabe plads mellem dine møbler og de kolde ydervægge, så luften kan cirkulere frit i dit hjem. Minimum 5 centimeter, men gerne 10 centimeter,” siger Bo Halm Andersen. 

NRGi rådgiver står på en stige og tager et billede af en tagrende

Find stigen frem et par gange om året og tjek tagrenden, så du er sikker på, at den er klar til de regnfulde dage.

8. Hold tagrenden i topform

Husk at tjekke og rense din tagrende et par gange om året, så den er klar til at lede regnvandet væk fra din bolig.

Mange boligejere glemmer ofte tagrenden, når de vedligeholder huset og går først i gang med at undersøge den, når skaden er sket. 

“I hverdagen tænker vi som regel ikke på vores tagrender, men det er uhyre vigtigt, at de fungerer, som de skal. Vi har rigtig mange regnvejrsdage i Danmark, og hvis dit hus ikke er stand til at lede vandet væk på fornuftig vis, kan det give fugtskader, hvilket kan føre til skimmelsvamp eller andre dyre skader,” forklarer Bo Halm Andersen. 

Giv din udlejer besked

Bor du til leje, skal du huske at holde øje med vand- og fugtskader. Og hvis uheldet er ude, er det vigtigt at du kontakter din boligudlejer hurtigst muligt, så de kan undersøge skaden og udbedre den.  

Vil du læse mere?

Det Skal Du Huske, Inden Du Køber Bolig 1

Energi­konsulenten anbefaler: 7 gode spareråd til vinteren

Vil du spare energi og penge? Læs energikonsulentens 7 gode spareråd til de kolde vintermåneder.

30.06.2023

Nrgi Rådgiver Undersøger En Radiator (1)

Ekspert advarer: Pas på, når du skruer ned for varmen

Det kan være fristende at sænke temperaturen i hjemmet, når varmeregningen stiger. Men gør du det forkert, kan det gå ud over din bolig, dit helbred og din økonomi.

10.10.2022

Opna En Sund Bolig Og Et Godt Helbred

Jagten på det perfekte indeklima: Sådan får du en sund bolig

Vi tilbringer størstedelen af vores tid i hjemmet. Derfor er det også vigtigt, at vi passer på og værner om vores indeklima, så både huset og os selv kan forblive sunde og raske. Læs mere om det her.

05.11.2020

870NRGI

8 lette spareråd til underholdning og enheder

Vidste du, at 39% af en husstands elforbrug i gennemsnit går til underholdning som tv, computere og Playstation? Det betyder, at der er store besparelser at hente, hvis du følger disse enkle spareråd.

13.04.2021