Fugtig kælder
For meget fugt i kælderen er et udbredt problem.
Især hvis boligen er af ældre dato og bygget efter gamle konstruktioner, er der risiko for, at vand kan trænge ind gennem vægge, gulv og fundament.
Fugt kan påvirke dit helbred
Bliver fugtproblemerne i kælderen ikke udbedret, kan det føre til skimmelsvamp og råd, hvilket kan have konsekvenser for din bolig – men også for helbredet i form af hovedpine, koncentrationsbesvær og i sidste ende astma.
En kraftig muggen lugt, mørke pletter på vægge, mærkbar dug samt tapet med bobler er indikatorer på, at der kan være skimmelsvamp og at kælderen er for fugtig.
Sørg derfor for, at din kælder har en god temperatur, der sikrer, at der ikke dannes kondens på ruder og vægge.
Temperaturen må gerne være 17 grader eller mere, og hvis det er muligt, er det vigtigt med udluftning.