Artikel
Undgå boligskader: Sådan gør du dit hus vinterklar
Få gode råd til, hvordan du bedst passer på dit hjem i de kolde måneder, så du undgår skader på din bolig.
Minusgrader, bidende kulde og masser af regn og sne. Dit hus skal stå imod meget, når vinteren melder sin ankomst i de kolde måneder.
Men hvad skal du være opmærksom på, så du undgår skader på din bolig? Og hvad kan du gøre for at forberede dig på, at vinteren kommer?
Bo Halm Andersen, byggesagkyndig og energikonsulent her i NRGi, kommer her med 4 gode råd, der dækker din bolig fra kælder til kvist.
1. Overdæk kælderskakterne
Flot ser det ud, når sneen daler ned og forvandler alt til et flot, hvidt vinterlandskab.
Men når temperaturen stiger, og sneen smelter og bliver til vand og sjap, mister det hurtigt sin charme igen. Især hvis du ejer en bolig, der har en kælderskakt eller lyskasser.
”Hvis det trækker op til snevejr, er det en rigtig god ide at dække sin kælderskakt og lyskasser foran kældervinduer til, så de ikke bliver fyldt med sne, der senere kan give fugtproblemer, når sneen smelter,” forklarer Bo Halm Andersen, som fortsætter:
”Hvis man har en krybekælder, altså et ventileret hulrum under gulvet, skal man også sørge for at dække de udvendige riste af, da de ofte sidder tæt på terrænet.”
Vidste du at ...
Ifølge DMI var der 81,2 frostdøgn i 2021? Det vil sige dage, hvor temperaturen i løbet af et døgn har været under 0,0°C.
Kan give fugtskader
”Kommer der sne ind i eller tæt på risten, kan det også give fugtskader i hulrummet, når sneen smelter,” forklarer Bo Halm Andersen og forklarer, at man ved de små, riste kan dække dem til med et par enkelte mursten – man skal dog huske at fjerne dem igen efterfølgende, da ristene er til for ventilation.
”Hvis man sørger for at dække de knap så synlige indgange til huset af – som for eksempel riste og kælderskakte, formindsker man altså risikoen for skader efter vinteren. Så det er en rigtig god ide,” siger Bo Halm Andersen.
2. Tjek dit tagrum
Nogle af de dyreste og værste fugtskader kan opstå i tagrummet. Derfor kan du med fordel inden vinteren, for alvor slår til sikre din bolig ved at besøge dit tagrum i dagslys og give det et eftersyn.
Her skal du især holde øje med, om der er utætheder, der skal fikses.
”Kommer der lys ind i tagrummet et sted, betyder det, at der er en utæthed, der gerne skulle dækkes til eller fikses, inden der kommer fygesne. Kommer der først fygesne ind, kan der opstå fugtskader i tagrummet, når sneen smelter,” siger Bo Halm Andersen.
Vidste du at ...
Der ifølge Danmarks Statistik i gennemsnit er 7 snevejrsdøgn i vintermånederne: December, januar og februar?
3. Pas på fliserne og spar på saltet
Store mængder regn kan ændre ved dine flisers placering.
Og det er bestemt ikke ligegyldigt, når frosten kommer. For kommer der først vandsamlinger eller vandpytter, hvor fliserne har sat sig forkert eller er blevet ujævne, kan det blive en glat affære.
”Fliser giver sig nemt under pres fra vand. Det skal man være opmærksom på til vinter, så man undgår glatte overflade og mindsker risikoen for faldskader på grund af små vanddannelser,” siger Bo Halm Andersen.
Vidste du at ...
Hvis din bolig ligger ud til en offentlig vej, er det din pligt at rydde for sne og salte dit fortov i tidsrummet mellem kl. 7 og kl.22?
Undgå at bruge for meget salt
Inden du går ud og spreder salt på fortovet, indkørsel eller andre steder, skal du være opmærksom på, at du ikke bruger for meget salt.
Det kan nemlig skade din bolig, hvis du ikke er forsigtig.
”Ved nogle af de huse, jeg kommer ved, kan jeg se på murværket, at der er blevet saltet for meget og for tæt på huset. Det betyder blandt andet, at de nederste mursten tager stor skade, og belægningen simpelthen bliver dårligere,” siger Bo Halm Andersen, som tilføjer:
”Det kan betyde, at de ødelagte mursten suger mere vand, og når der så kommer frost, kan vandet i murstenene lave skader. Derfor anbefaler jeg, at du ikke putter for meget salt for tæt ved huset, da det simpelthen vil æde den brændte overflade på murstenene.”
4. Undgå at bruge for meget salt
Skader fra vinterens kulde og salt kan være et større problem, end mange boligejere er klar over.
”Ved nogle af de huse, vi kommer ved, kan vi se på murværket, at der er blevet saltet for meget og for tæt på huset.
Det betyder blandt andet, at de nederste mursten tager stor skade og belægningen simpelthen bliver dårligere. Det kan betyde, at de ødelagte mursten suger mere vand, og når der så kommer frost, kan vandet i murstenene lave skader.
Derfor anbefaler jeg, at du ikke putter for meget salt for tæt ved huset, da det simpelthen vil æde den brændte overflade på murstenene,” siger han.
5. Rens tagrenderne og luk vandhanerne
Er din tagrende fyldt med gamle blade og andet snavs?
Så anbefaler Bo Halm Andersen altid, at du renser din tagrende, inden temperaturerne falder drastisk.
”Hvis der er gammelt snavs og blade, der tilstopper tagrenden eller tagnedløbet, kan man risikere, at der ophober sig vand, som vil fryse til is om vinteren. Og det kan betyde, at især tagnedløbet udvider sig, får frostsprængninger, og dermed går i stykker,” siger Bo Halm Andersen og pointerer, at det også altid er en god ide at få lukket ydre vandhaner af, hvis man vil undgå frostsprængninger.
Glem ikke dine varme- og vandrør
Du skal også huske at tjekke, om dine vand- eller varmerør er isolerede, og at allerede isolerede vandrør ikke er gået i stykker.
”Hvis dine rør ikke er isoleret, eller hvis den eksisterende rørisolering er defekt eller beskadiget, er der en risiko, for at der opstår frostsprængninger og utætheder, og det kan forårsage store skader på din bolig. Særligt når vi taler om rør, der er placeret i uopvarmede områder, som eksempelvis krybekælder eller tag- eller skunkrum,” lyder det fra Bo Halm Andersen.