Det danske vintervejr kan byde på rigelige mængder af regn, frostgrader og sne, der gør dagligdagen mere besværlig. Ikke mindst for boligejere, der forsøger at sælge deres bolig.
Vinterens våde og kolde vejr kan nemlig øge risikoen for alvorlige boligskader og dermed have betydning for den tilstandsrapport som tusindevis af husejere får lavet i forbindelse med boligsalg.
Vi besøger årligt over 20.000 hjem for blandt andet at lave tilstandsrapporter og andre boligrapporter, og her er det særligt fugt- og vandskader, der fylder i vintermånederne.
Det forklarer Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig og energikonsulent her i NRGi.
“Ligesom biler skal til serviceeftersyn, anbefaler vi også, at boligejere løbende tilser og vedligeholder deres bolig, og særligt når sæsonerne skifter. Fugt- og vandskader kan føre til skimmelsvamp, hvilket er meget usundt at bo i og kan være dyrt at få bugt med. Derfor er det altid en god idé at tage små skader i opløbet, så man ikke risikerer at få en grim overraskelse i tilstandsrapporten,” siger Bo Halm Andersen.